Lidt for meget af det samme

Lille Per og hans søskende står over for en kæmpe udfordring, da Fars job skal flytte lang væk, og familien derfor er nødsaget til at flytte med. De går dog til sagen med oprejst pande, og hjælper Far til at komme i gang med at søge nye job. I starten har Far ikke megen succes, men pludselig tikker en mail ind om en jobsamtale, og så tager tingene fart.

Til sin store skræk finder Far dog ud af, at jobsamtalen finder sted allerhøjst oppe i et højt hus, og eftersom højdeskræk ikke er til at spøge med, er Far sikker på, at han vil takke nej til jobbet. Men heldigvis er Far ikke ene om at tage beslutningerne i huset, og snart tager hele familien på en vild tur til Norge.

Den pæne familie
Far til fire filmene har altid været fine familiefilm, og det er denne udgave af Far til fire såmænd også, men når det er sagt, har vi så ikke efterhånden malket nok af den samme gamle historie? Det er efterhånden lidt for let sluppet bare at sende den samme idylliske pæne etnisk danske forstadsfamilie ud på glat is og finde på en lykkelig slutning med et par åndelige og moralske læresætninger som sløjfe på historien. Nok MÅ altså være nok.

Jeg mener ikke, at bare fordi en film er lidt underholdende, og at skuespillet er fint nok, at den så per automatik er en gennemført filmoplevelse. Det er næsten respektløst at servere det samme igen og igen for det samme stakkels publikum. I stedet, mener jeg, skulle man have lavet Far til fire – på toppen til en familie med mellemøstlige rødder, som måske endda tager tilbage i en eller anden anledning. Her kunne man så skildre, hvilke udfordringer børn, som er født i Danmark med en anden etnisk baggrund end dansk, kan have, og hvordan følelsen af slet ikke at høre til nogen steder er en realitet for mange børn. Se det er nytænkende og lidt mere krydret, end bare Martin Brygman der for 114 gang fjoller rundt i en komplet overfladisk og ligegyldig børnefilm.

Børnefilm bør gives ligeså meget respekt og karakter som voksenfilm, og der er derfor ingen skam i, at vise børnene noget anderledes.

Far til fire fungerede dejligt dengang Danmark virkelig kun var befolket med Per’er, Ole’er, Peter’er osv. men sådan ser virkeligheden ikke ud længere, og jeg mener, at vi bør give plads til film med Mahmud’er, Deniz’er og Ali’er uden at gøre det til en film om etnicitet, men til en film om helt almindelige danske familier anno 2017. De eneste anderledes karakterer man møder i Far til fire – på toppen, er Adam og Noah, som må være indbegrebet af en stereotyp skildring af manden med den anden etniske baggrund end dansk.

Derfor kan jeg heller ikke give Far til fire – på toppen mere end tre stjerner. Det er trods alt en fin, men kedeligt ordinær og uinteressant familiefilm.