En familiefilm ligesom alle de andre

Der er virkelig ikke meget at fortælle om den nye Familien Addams 2. Det usædvanlige koncept med en familie, der dyrker det unormale og makabre, burde som udgangspunkt give anledning til en masse interessante situationer, som ville få filmen til at skille sig ud fra den meget homogene masse, der er animerede familiefilm. Særligt med tanke på, hvor skabelonagtig, puritanske og belærende denne specifikke genre har udviklet sig til at være globalt. Desværre bliver den er frihed i konceptet, hvor man hylder det anderledes, ikke rigtig brugt til meget mere ”anderledes” jokes. Historien er enkel, og handler om, at pigen Wednesday ikke føler sig som en del af familien, og så behøver jeg næsten ikke skrive mere, for du kan allerede se for de indre øje, hvordan konflikten kommer til at udvikle sig.

For der er ikke meget at hive fat i og dekonstruere, når det hele er så banalt, ligesom løsningen på konflikten også er meget fordringsløs, og endda bliver bundet sammen i en didaktisk sløjfe. Med andre ord, er det ganske enkelt en konventionel og moderne animationsfilm. Der er konstant bevægelse i billedet, i et forsøg på at engagere børnene, men fordi det er konstant, ender det med at blive monotont og anstrengende at sidde og se.

Familien Addams 2 handler ganske vist om en ualmindelig familie, men er paradoksalt nok lige så almindelig som alle andre animationsfilm, der bliver lavet i dag. Historien er enkel og banal, der er øjensynligt ikke tænkt på andet end, at børnene skal underholdes, så der ikke er meget at reflektere over eller tale om bagefter, hverken for de små eller de store i familien. Værst af alt er dog, at man tager et koncept, hvor man hylder outsideren, og gør det gennemsnitligt.