Addams familien er blevet konventionel

Med den nye animationsfilm om familien Addams, følger vi nok engang den excentriske familie, der ikke helt er ligesom alle andre. Familiemedlemmerne minder mere om mytologiske monstre, hvad end det er moderen Morticia, der ligner en vampyr, Lurch, der minder om Frankensteins monster, eller fætter Ting, som minder mere om en paryk, end et menneske. Er du vokset op i starten af 1990’erne, så kender nok også resten af persongalleriet, for der er ikke meget, som er blevet ændret på den front i 2019-udgaven.

Det nye er dog historien. Vi følger stadig familien med ægteparret Gomez og Morticia, og deres to børn Wednesday og Pugsley, der liver i et hjemsøgt hus oppe på en bakketop. De har levet en fredelig tilværelse, isoleret fra den nærtliggende by, men nu hvor børnene er ved at blive teenagere, begynder deres sikre liv at slå revner. Det hele bliver heller ikke bedre, da designeren Margaux, gerne vil skabet den perfekte by, hvor Addams-huset slet ikke passer ind.

Blevet mere som alle andre
Hvis du var barn af 1990’erne, og har set historierne om Addams familien, ved godt, at den helt store charme ved serien var, at den bryd med alle normer, inden for den amerikanske kultur. Det er ganske vist en kernefamilie, men de er ikke som nogen andre – og pointen er, at det er helt i orden.

I filmen her, er der dog ikke så meget plads til at dyrke deres idiosynkratiske kultur. Helt i forlængelse af andre moderne animationsfilm fra Hollywood, er tempoet ganske enkelt for højt. Der er ikke tid til at lære dem rigtigt at kende, og havde jeg ikke allerede et stort kendskab til familie i forvejen, ville jeg slet ikke forstå, hvorfor de var andet end mærkelige.

Fokus har i stedet været på at have så mange humoristiske momenter, som overhovedet muligt, og derefter forsøge at binde det sammen med en påklistret slutning til sidst. Når humoren så ikke rigtig lander, bliver det til en meget lang biografoplevelse. Det værste er dog, at til trods for, at vi har brugt 90 minutter på at følge familien, og lære om deres traditioner, der bryder med normerne, ender moralen alligevel med at være noget så konventionel.

Familien Addams beholder meget af den makabre og fede æstetik, der gjorde originalen så spændende at se. Meget af personligheden er dog gået tabt, og historien blevet ekstremt forhastet, i et forsøg på at henvende sig til et moderne publikum. Konceptet rummer stadig et stort potentiale, men med det noget sukkersøde budskab om, at vi bare skal elske hinanden, og så skal alting nok gå, kan man næsten ikke blive andet end skuffet, når forlægget jo er så idiosynkratisk og dystert.