Fædre & mødre

Forældrefællesskabet bliver spiddet på herlig vis

Det er stadig et knivskarpt manuskript, der lægger fundamentet for Paprika Steens seneste film. Ligesom med Den tid på året, er manuskriptet igen skrevet af Jakob Weis, hvorefter Paprika Steen har fortolket og filmatiseret det – og man kan godt se, at det er det samme makkerpar.

Endnu engang har vi at gøre med et ensemble, der denne gang ikke ”blot” er en familiekomsammen, men en hel folkeskoleklasse, der er taget på hyttetur. Fokus er dog ikke på børnene, fordi som titlen antyder, er det forældrene, der er i centrum. Og hvor bliver den moderne forældre spiddet på både humoristisk og dramatisk vis. Selvom den her gruppe mennesker er samlet, under forudsætning af at ville børnene det godt, ser vi ikke meget til de små. I stedet er forældrene travlt optaget af absurde magtkampe, med fokus på hver deres separat fortælling, der sjældent er mere end perifært forbundet.

En struktur i kaosset
Man skulle næsten tro, at det blev rent anarki, med så meget indhold både på overfladen og i subteksten, men det er aldrig i nærheden af at blive tilfældet. Tempoet er skruet helt vildt meget i vejret, fordi der sker en masse på filmens relativt korte spilletid på under 100 minutter, men på mystisk vis er det aldrig overvældende. Det skyldes i allerhøjeste grad, at dialogen sidder lige i skabet. Hvad end det er det, der bliver eksplicit sagt, udeladt, eller samspillet mellem forældrene, kommer vi ind omkring så mange forskellige skæbner og verdenssyn, at 6.b nærmest bliver et mikrokosmos af samfundet.

Det er dog ikke bare på papiret, at samspillet mellem karaktererne er velskrevet, det bliver også i allerhøjeste grad forstærket af et fremragende ensemble. Der er så mange, ikke bare teknisk dygtige skuespillere, men de er også alle perfekt castet. Med så mange karakterer, siger det næsten sig selv, at ikke alle kan få lige meget taletid, men så er det godt, at du har skuespillere som Nikolaj Lie Kaas, Line Kruse og Lars Brygmann, der kan sige så meget med så lidt.

Skal man grine eller græde?
Hvis jeg skal være lidt kritisk over for filmen, er det nok, at den ender med at være lidt for humoristisk til min smag. Der er stadig en god balance mellem drama og komedie, som det også var tilfældet for Paprika Steen og Jakob Weis’ forrige film, og skiftet mellem tonerne udvikler sig helt naturligt, men denne gang hælder den nok mest mod at være en komedie. Årsagen til, at humoren i sidste ende vægter højest, er nok todelt. For det første, er det tragikomisk og i virkeligheden temmelig fjollet, når man dekonstruerer det kunstige forældrefællesskab, hvor alle er på en mission for at fremme sig selv og sit barn, men det, at børnene næsten får lov til at gå fri i modsætning til Den tid på året, gør også begivenhederne mindre tynget. Det gør ondt helt ind i hjertet, hvis børn bliver behandlet dårligt, men når fokus hovedsageligt er på de voksne, der tær sig som børn, er det lidt nemmere at grine ad.

Fædre & mødre er endnu en fremragende, humoristisk og livlig film om de tvungne fællesskaber, som de fleste af os kommer til at stifte bekendtskab med i løbet af livet. Denne gange er det forældrene, der bliver sat under lup, og det er med en satirisk skarphed, som både er enormt morsom i sine observationer, men også tragisk i sin genkendelighed. Det er begrænset med den eksterne handling, men med så mange karakterer, sørger de selv for, at deres indre uro nok skal føre drama med sig. Derfor kan det også være svært at forudse, hvad publikum får ud af en film som denne, der lader fortolkningsmulighederne forblive åbne, og giver stof til eftertanke.

Personligt var jeg i hvert fald godt underholdt, provokeret og storklukkede undervejs – og hvad mere kan man forlange af et portræt af danske forældre.