Et intimt gensyn med Henrik og Christians familie
Efter den fantastiske dokumentar, Testamentet, der portrætterede betændte og nedbrudte familierelationer, er vi så tilbage, og familien Ernst er ikke ligefrem blevet mindre dysfunktionel. Selvom der er gået mere end et årti, taler faren stadig ikke med sin søn Henrik, efter Henrik ikke ville gå med til at bruge alle kneb for at få en større del af sin morfars arv.
Forholdet til store broren Christian er heller ikke så tæt længere. Deres forhold burde egentlig være cementeret efter så mange år, men familie er ikke noget, man kan løbe fra. Derfor er det også passende, at det er spørgsmålet om validiteten af morfarens testamente, der fører dem sammen igen.
Den tilbagevendende fortid
Ligesom så mange andre mennesker, er der visse nøglesituationer, der former ens liv og holder en fastlåst. Faren er stadig stædig og kontrollerende, fordi han ikke kan acceptere, når noget er udenfor hans kontrol. Christian er stadig fuld af vrede, og minder mere om sin far, end han ved, hvorimod Henrik ligesom sin mor, kæmper med at være fredsmægler. En opgave, der er næsten uoverkommelig, når man selv er ved at gå i spåner.
Også den næste generation kæmper med den sociale arv. Henrik søn, Alexander, er lige startet i gymnasiet, og selvom han har et tydeligt talent for musik, er det svært at passe ind, når man står til at blive familiens første student. Christians søn har også arvet sin fars aggressivitet, og de to taler slet ikke sammen mere.
En voyeuristisk tour de force
Det er barske løjer, og til tider føles det også forkert at få lov til at komme så tæt på disse mennesker. Vi får fx lov til at se, hvordan storebroren Christian bliver døbt af nogle ikke så kærlige ortodokse kristne i Serbien. Det er en scene, som de fleste nok ikke ville give tilladelse til at vise, men som vi får lov til at følge her.
Mere end noget andet, er det stadig helt overvældende, hvor tæt instruktør og fotograf Christian Sønderby har fået lov til at komme på særligt Henrik. Han er med til alle de store begivenheder i Henriks liv, og har filmet nogle meget voldsomme konfrontationer mellem Ceci og Henrik. Et forhold, som er hårdt, men også stærkere end mange andres overfladiske kærlighedsrelationer i dag.
De mange års optagelser har også gjort, at Sønderby ikke kan se sig fri fra at være blevet en del af familien. Han forsøger at forblive en flue på væggen, men ender alligevel flere gange med interagere og tale med personerne bag ved kameraet. Intet fremstår iscenesat, men det en kilde til evig beundring, hvordan vi får lov til at se så intime scener, som er tilfældet i begge Christian Sønderbys film.
Faderen, Sønnerne og Helligånden, er en fantastisk fortsættelse af den fremragende Testamentet. Det er et tankevækkende portræt af den sociale arv, og hvordan kærlighed eller mangel på samme, ikke alene er nok til at udfylde det indvendige tomrum, man kæmper med. Jeg er stadig i dyb forundring og forbavset over, hvordan det endnu engang er lykkes for Christian Sønderby at optage nogle situationer. Efter disse to film, føler man lidt, at man kender familien Ernst, og jeg er personligt spændt på se, hvordan næste kapitel kommer til at udfolde sig i deres livshistorie.
