En atypisk Marvel-film, på godt og ondt

Normalt, når jeg ser en Marvel-film, er der altid en ting, der går igen, og det er, at jeg ved lige præcis, hvem filmene er henvendt til. Det er ikke altid min personlige kop te, men jeg sidder aldrig tilbage med nogen tvivl om, at uanset om det er en film om Ant-Man, Black Panther eller en af Avengers-filmene, at det tiltænkte publikum, nok skal blive rigtig godt underholdt. Sådan har jeg det dog ikke med Eternals. For det er en på mange måder atypisk Marvel-film, og det er ikke nødvendigvis positivt ment.

Ambitiøs fra starten
Hvis vi starter med historien, så handler det ikke om en enkelt eller en håndfuld klassiske superhelte, der med deres overnaturlige evner, tilstræber at hjælpe menneskeheden. I stedet følger vi en gruppe aliens, der kalder sig selv for Eternals, fra 7000 år tilbage i tiden og til nutiden. De kunne have valgt at bruge tiden på at stoppe alverdens dårligdomme, men har i stedet dedikeret deres tid til at stoppe mystiske monstre, de såkaldte deviants.

Dette setup efterlader selvfølgelig en med en del spørgsmål. Det største er nok, hvorfor de ikke har vist sig i nogle af de forrige film, når de har befundet sig på jorden siden 5000 år før vores tidsregning, som bliver besvaret med en enkelt henkastet sætning, som ikke rigtige besvarer spørgsmålet, men vidner om, at filmskaberne godt ved, de står med et forklaringsproblem i forhold til kontinuiteten.

Hvor er menneskelighed?
Hvis vi dog ser bort fra kontinuitetsproblemer, så lyder det unægtelig meget mere ambitiøs, end tilfældet ellers har været tidligere. Det er ikke den klassiske kamp om den gode helt mod den onde skurk (som tilfældigvis også har de samme evner som helten). Desværre er det ikke rigtigt til at se, hvad det ambitiøse udgangspunkt og den lange spilletid bliver brugt til. Vi har ganske vist et handlingsforløb, der strækker sig over 7000 år, men vores ensemble af eternals er lige så overfladiske og endimensionelle som størstedelen af Marvels persongalleri.

Det virker mest af alt som om, at fokus primært har været på at have et blandet cast, med forskellige seksualiteter, etniciteter og sågar en døv skuespiller, og så har man tænkt, at det var nok til at skabe forskellige personligheder. For til trods for, at temaet omhandler værdien af menneskeheden, så er der ikke særlig meget menneskelighed at finde.

De tre største karakterer, den supermanlignende Ikaris (Richard Madden), den empatiske Sersi (Gemma Chan) og den ungdommeligt udseende trickster, Sprite (Lia McHugh), er de eneste, som får nok skærmtid til at have noget, der minder om en karakterudvikling, men også her forbliver det ved banaliteterne. Resten af de eternals, forbliver dog temmelig arrogante, egoistiske og gennemgående ulidelige i deres navlepillende selvoptagethed, som de fleste udødelige væsner nok ville være, men publikum lærer dem aldrig at kende, og har derfor heller ikke nogen grund til at holde af dem.

Hvem er den henvendt til?
Men når nu hverken historien eller karaktererne er mindeværdige, så er Marvel vel i det mindste stadig garant for masser af action, eller hvad? For også her lever filmen ikke op til de vanlige forventninger. For ganske vist er der masser af actionsekvenser, men de er meget ensformige. De består hovedsageligt af kampe mellem eternals og deviants, og til trods for uhensigtsmæssig mange skift mellem Imax og og Arri Alexa kameraer, som ændrer billedformatet konstant, så har du set alle actionscenerne, når du har set den første.

Eternals, virker mere som en Zack Snyder-film end endnu et produkt fra Marvelfabrikken, og om det skal tolkes som ris eller ros, er op til øjet, der beskuer det.

Det i hvert fald en anderledes Marvel-film, hvor historien bliver fortalt i et meget mere nænsomt tempo, med fokus på store filosofiske spørgsmål og eksistentielle kriser, men som også stadig udmunder sig i et klimaks med masseødelæggende action. For mit vedkommende fungerede filmen dog aldrig rigtig. Jeg havde svært ved at købe ind på præmissen, fordi jeg ikke troede på karaktererne eller den verden de lever i.

For når en Marvel-film i lange passager er blottet for humor, og i stedet er ekstremt selvhøjtidelig, står det meget klart, at hele det her superhelteunivers grundlæggende er fjollet, hvis man prøver at gøre det til mere end underholdning. Det kan stadig godt være, at Marvel-fans vil være godt til tilfredse med filmen her, men denne gang er det svært for mig at se, hvad der skulle tale for det.