Klimaaktivister møder virkelighedens tabere
Instruktørduoen Olivier Nakache og Éric Toledano, der har stået bag kæmpesuccesen De urørlige fra 2011, og senest en af mine yndlingsfilm, De særlige fra 2019, er nu tilbage med komedien Et svært år. I filmen følger vi det noget umage par Albert og Bruno, der begge lider af købemani, og står i gæld til op over begge ører. De har fuldstændig mistet kontrollen over deres eget liv, deres ustyrlige forbrug, og de er ganske enkelt desperate efter at finde en løsning. Derfor er de endt i en støttegruppe for ligesindede overforbrugere, der kæmper med de samme problemer.
Historien tager dog en uventet drejning, da de i stedet for at lære at spare og leve med måde, ender i en gruppe af unge klimaaktivister, der måske har styr på budget, men også har en helt anden dagsorden. Klimabevægelsen vil ændre verden, mens Albert og Bruno egentlig er mere interesseret i de gratis øl, chips og den betagende leder af bevægelsen end i at redde planeten. Spørgsmålet er derfor, hvad der sker, når de to lystløgnere bliver tvunget til at handle, selvom de ikke har hjertet med?
Setuppet er skørt, og det er da også det charmerende cast, som bærer filmen. Pio Marmaï som Albert og Jonathan Cohen som Bruno, er svære ikke at holde af, netop grundet alle deres mangler og karakterbrister. Som to fantaster forsøger de hele tiden at stikke af fra virkeligheden og skubbe problemerne foran sig, indtil de unægteligt ender med at snuble over dem.
Samtidig ville det være synd at sige, at klichéerne ikke står i kø, for det gør de. Plottet er bygget op omkring en af de narrative vendinger, jeg personligt hader allermest, liar revealed, men manuskriptet er blevet produceret med så meget humor, sympati for de skæve karakterer og charme fra ensemblet, at man skal være lavet af sten for ikke at blive bare en smule engageret af Albert og Brunos flugt fra virkeligheden.
Et svært år er ikke lige så rørende og medrivende som instruktørernes forrige film, men det er stadig en genrehybrid, der ligesom hovedkaraktererne slipper afsted med lidt skønhedsfejl hist og pist. For ganske vist er den ikke perfekt, men den formår stadig at skabe en farverig og livlig atmosfære, der underholder og engagerer biografgængerne samtidig med, at den udforsker temaer, som normalt ikke hører til i komediegenren.
Temaer som forbrug, gæld, fællesskab, ansvar og lykke, bliver udforsket i alle scener, mest fra et humoristisk perspektiv, men også ofte fra et humanistisk. Til sammen giver den et satirisk og kritisk blik på det moderne samfund, hvor materialisme og egoisme dominerer, selvom vi alle godt kan se, at det ikke holder i længden.
Det er en original og mere ambitiøs komedie, der leger med konventionerne undervejs, men så heller ikke mere end, at den stadig ender med et budskab om håb, venskab og en mening med tilværelsen.
