Sympatisk, men ikke helt vellykket

Esthers Orkester er noget af en ujævn filmoplevelse. Filmen lægger ikke skjul på, faktisk siger den meget direkte, at den ønsker at være en film, hvor man tør hive fat i så seriøst et emne som døden, men på en måde, hvor de mindste også kan være med.

Det er både beundringsværdigt og en meget stor opgave, som instruktør Alexander Bak Sagmo og resten af holdet har givet sig selv. Fordi det er ikke ofte, at nogen som helst form for underholdning henvendt til børn, ikke bliver leveret i en ufarlig indpakning, som om man er bange for, at de små går i stykker, hvis de skal forholde sig til noget, der er autentisk eller bare en lille smule virkelighedsnært. Det modsatte er selvsagt også noget af en udfordring, fordi hvordan snakker man om døden på en børnevenlig måde, når de fleste voksne heller ikke har lyst til at tale om det?

Ikke rigtig til nogen i familien
Svaret på det spørgsmål, bliver at fortælle historien med en vis grad af sort humor og undertone af absurditet. Handlingen udspiller sig primært over en skæbnesvanger dag, hvor alt bare går galt. Det er helt klart meningen, at mange af begivenhederne skal tolkes morsomt, men det er sjældent tilfældet. Når faren eksempelvis render rundt med en halvfærdig klipning, fordi han bliver afbrudt hos frisøren, er det ikke så meget morsomt, som det er tragisk.

Filmen ender meget uheldigt i grænselandet, hvor den er hverken sjov eller dramatisk rørende, til trods for, at filmholdet helt klart har sat sig for at kombinere de to.

Lige så svær en opgave filmskaberne har stået over for, lige så besynderlig er filmens ensemble. Hvis stiløvelsen skal lykkes, bliver publikum nødt til at holde af den her familie, men hvor de to piger i kernefamilien er portrætteret og karakteriseret troværdigt, er det langt svære at holde af de voksne. Faren Thomas er noget af et pjok, der ikke bare er konfliktsky, men også er alt for passiv til at kunne bære at være hovedkarakteren.

Man kommer heller ikke uden om at nævne stuntcastingen af Annika Aakjær som moren og tegneserieforfatteren Esther, der ikke bare fylder på plakaten, men hænger som en sky over alle filmens begivenheder. Hendes karakter er som taget ud af 00’ernes komedier, hvor hun som en impulsiv og legesyg person, sætter skub i alle omkring sig. Desværre indebærer det også et hav af hurtige, kvikke replikker, som aldrig kommer naturligt ud af munden, på den ellers dygtige musiker, som vi desværre ikke får lov til at høre synge undervejs.

Esthers Orkester vil gerne være så meget, men ender desværre med at sige temmelig lidt. Vil den være en tragikomisk børnefilm, er det uforståeligt at fokusere så meget tid på den passive far, i stedet for børnene. Som voksen er det også svært at blive vildt engageret, fordi den ikke er dybsindig eller morsom nok til et mere livserfarent publikum. Det er beundringsværdigt, at Alexander Bak Sagmo og resten af holdet, har forsøgt at lave en atypisk familiefilm, men tingene går ikke rigtig op i en højere enhed.