Der er meget mellem himmel og jord, og det for os mennesker uforklarlige, giver den nye danske Netflix-serie Equinox sig nu i kast med. Danica Curcic spiller hovedkarakteren Astrid, der har sit eget radioprogram, hvor hun tale om og med andre folk, om åndernes verden. Hun har selv en noget traumatisk fortid, og har egentlig lagt den bag sig, lige ind til en person fra netop denne fortid ringer ind i radioen, og sætter skub i en efterforskning, som ikke bare fører hende tilbage til hendes barndomstraume, men også til noget mere ondere, uden for den menneskelige forstand.
© Tine Harden
Hvis vi lægger ud med det positive, så er Danica Curcic meget velvalgt, som publikums følgesvend på denne okkulte rejse. Hun er virkelig god, når situationen bliver tilspidset, og dybt troværdig, når Astrid bliver så opslugt af sin mission, at hun helt glemmer, at hun har en mand og et barn, der venter på hende derhjemme på Bornholm. Hvad angår det audiovisuelle håndværk og tv-seriens fortællesprog, så har holdet bag den nye danske Equinox også fuldstændig styr på sagerne. Det er dog bare lige som så mange andre film og serier i dag, historien som hæmmer helhedsoplevelsen.
For ud over Curcic intensitet, er der ikke megen spænding at finde i serien her, hvis ikke man der er ellevild med det overnaturlige – uagtet om fortællingen er dybsindig eller ej. Der er alt for mange tertiære karakterer, som ikke spiller nogen anden rolle end at fylde spilletiden ud, og der er så mange scenerne, der kører i ring, at replikkerne bogstaveligt talt bliver gentaget utallige gange med den slet skjulte undskyldning, er det er fordi, der bliver bygget op til noget stort, som dog aldrig sker. Det er helt klart en af de flotteste danske serier, alene fordi den ikke kun udspiller sig i en socialrealistisk verden, men også en helt anden dimension, men her stopper roserne og så.
© Tine Harden
Uden at afsløre for meget af plottet, så begiver serien sig ind i det overnaturlige og udforsker det uforklarlige og okkulte. Der er så mange ting på denne jord som vi mennesker ikke kan forklare, så der er masser af grobund for filosofiske overvejelser, når det handler om ting som man ikke bare kan måle og veje. Problemet med serien her er derfor ikke, at den bryder med genrekonventionerne, eller er usammenhængende for at være usammenhængende, men derimod, at den er alt for klichéfyldt og langtrukken. Serien springer frem og tilbage mellem to forskellige tidslinjer, mens vi følger Astrid, der forsøger at opklare et mysterium, som har defineret hele hendes liv. Det er dog mest et stort røgslør for at give fremtoningen af, at dramaet er mere intenst, end det egentlig er, for der sker reelt ikke særlig meget, i løbet af seriens seks afsnit.
© Tine Harden
Det meste af tiden bliver brugt på at følge Astrid mens hun forvirret spørger folk til råds, eller falder over ledetråde, som kan skubbe historien videre. Der bliver brugt så meget tid på at bygge mysteriet op, men man bliver meget hurtigt klar over, at hvad end, der bliver afsløret til sidst, så kan det ikke leve op til de forventninger som bliver skabt, med en opbygning på fem afsnit. Seriens slutning lever derfor heller ikke overraskende, ikke op til forventningerne. For igen, uden at afsløre for meget, er slutningen så hovedrystende forudsigelig, letkøbt og værst af alt dybt frustrerende, at man sætter spørgsmålstegn ved, hvorfor det tog seks timer at leder op til den.
Hvis du er fan af det okkulte, skal du nok finde noget underholdende her, men det er altså ikke en dyb eller en særlig nytænkende historie. Så selvom serien er flot, henvender den sig nok mest til folk, der allerede er forelsket i genren.
Equinox kan ses på Netflix fra i dag.
