Et børnevenligt eventyr
Da jeg så, at adaptationskarrusellen nu var landet på videospillet Minecraft, var jeg ikke ligefrem håbefuld. De amerikanske filmstudiers track record er ikke ligefrem prangende, når det kommer til filmatiseringer af videospil, og når man så ovenikøbet tager en franchise som Minecraft, der ikke er kendt for sin dybe historie, så bliver ens vingeskudte tiltro kun forværret.
Derfor er det med en vis overraskelse, at jeg alligevel må erkende, at En Minecraft Film ikke er så ringe endda.
Får det bedste ud af konceptet
Det starter ellers ikke så lovende. Med en meget lang introduktion til karakteren Steve, spillet af Jack Black, bliver der gjort en dyd ud af at fortælle i stedet for at vise. Ikke alle prologer i eventyrfilm er lige elegante, når mange begreber og universer skal præsenteres på rekordtid, men det her er alligevel i den langtrukne afdeling.
Da historien så langsomt går i gang, tilbringer vi heldigvis tiden med en række klart defineret og enkle karakterer. Du har søskendeparret Henry og Natalie, der prøver at finde deres plads, efter en familietragedie, Dawn, der har svært ved at få økonomien til at løbe rundt, og så er det Garret spillet af Jason Momoa. Garrett har ikke rykket sig mentalt, siden han var barn og var en mester til arkadespil, men nu får han og resten af det umage slæng, muligheden for at finde sig selv, da de lander i Minecraft-universet.
Det tager noget tid, men så snart alle karaktererne er samlet, er der bare fat over feltet, fra start til slut. Jack Black gør det, han er er bedst til, bidrage med en enorm energi og ikke mindst sange, mens Sebastian Hansen som Henry, gør en fin figur som stand-in for den unge målgruppe. Højdepunktet er dog Jason Momoa, der er svær ikke at holde en lille smule af. For hvem kan ikke lide en stor krammebamse, der ikke er bange for at være pauseklovn, så andre kan grine.
Enkelt, men effektivt
I det hele taget er karaktererne lige lovligt banale, men når historien ræser derudad, er der heller ikke plads til meget mere, så alt andet ville have været forceret. Det klare fokus i karakteriseringerne gør også, at alle har en klar karakterudvikling, noget der ikke er en naturlig del af hverken blockbustere eller børnefilm i dag. Med undtagelse af den unge drømmer Henry, er det dog meget iscenesat, men filmskaberne skal have ros for, i det mindste at inkludere de basale byggesten i karakterarbejdet, så de ikke som i fx Borderlands ender som kopier af hinanden.
Hvad der til gengæld fortjener utvetydig ros, er Jack Blacks danske stemme. Benjamin Hasselflug er så fremragende i rollen som Steve, at man til tider tror, det er Jack Black selv, der har lært dansk til filmen. Det samme gør sig generelt gældende for resten af de danske stemmer, og når den danske version, nok er den, de fleste børnefamilier kommer til at se, er det noget, der vægter tungt.
En Minecraft Film er ikke noget mesterværk, men langt fra den katastrofe, man kunne have frygtet. Meget af handlingen kører på automatpilot, ligesom meget forbliver uforklaret. Vores gruppe af udstødte drømmere, er dog lette at være i selskab med. Børnene i biografsalen lod i hvert fald til at kunne lide filmen, så selvom der på ingen måde er stof til eftertanke, er helhedsoplevelsen temmelig tilforladelig.
