Kærlighed i alderdom
En lille bid af kagen tager os endnu engang til Iran. Denne gang følger vi dog ikke rebelske personligheder, der kæmper for deres rettigheder, men folk, der prøver at få det bedste ud af de mange benspænd i det iranske samfund. Denne gang er vi på besøg hos det grå guld, hvor den 70-årige Mahin er i fokus. Hun lever som enke en ensom tilværelse i hovedstaden Teheran, hvor ugens højdepunkt er mødet med de andre enker, der udveksler historier fra bedre tider.
En lille gnist blomstrer dog frem, da hun møder den fraskilte taxachauffør Faramarz. Til at starte med danner de en relation gennem deres fælles ensomhed, men begynder langsomt at få et forhold, som de begge troede hørte fortiden til.
Et usædvanligt forhold
Selvom det lyder som en enkel kærlighedshistorie, er der, som der så oftest er i iranske film, mere under overfladen. Der er unægtelig en kritik af det iranske præstestyre, gennem de mange forventninger og restriktioner, som de to ældre mennesker møder på deres rejse. Det skaber sjovt nok en implicit rebelsk undertone, selvom det aldrig bliver lige så tydeligt, som det er tilfældet i film som Taxi Teheran eller En separation.
Måske kan det bare ikke lade sig gøre at lave en iransk film, der ikke kritiserer samfundet, når disharmonien er så åbenlys.
Skuespillerne er eminente, og man må i ren beundring ikke bare rose Lili Farhadpour som Mahin, men også i ren forundring erkende, at det er lykkedes at finde endnu et eminent ensemble i et land, hvor der ellers er massive begrænsninger for filmskabere.
Sårbarheden i Mahin og Faramarz’ forhold er ganske usædvanlig i en kultur, hvor der ellers hersker stærke fordomme om, hvordan man bør leve i sin alderdom. Til gengæld skaber det også to sjældne portrætter af henholdsvis en kvinde, der er mere følsom, end hun giver sig ud for at være, og en mand, der, selvom han har mistet så meget, stadig håber på bedre tider.
En lille bid af kagen er en ganske exceptionel, intim lille film. Den hiver fat i den tabuiserede iranske kultur, hvor kærlighed i alderdom næsten er skamfuldt, og gør det så elegant, at Mahin og Faramarz’ kærlighedshistorie virker mere vedkommende, også selvom man ikke selv er i pensionsalderen. Tilsæt derudover to stærke og autentiske præstationer af Lili Farhadpour og Esmaeil Mehrabi i hovedrollerne, og en overraskende, men naturlig slutningen, og så har du en helstøbt filmoplevelse.
