En meget personlig film
Empire of Lights største styrke, er også filmens største svaghed. Det er en tydeligt dybt personlig film for Sam Mendes, der ikke bare har instrueret, men også skrevet manuskriptet på egen hånd. Mendes slog igennem med American Beauty i 1995, men er i de senere år nok mest kendt for mere storstilede produktioner, som hans to James Bond film og seneste 1917. Vi er dog langt fra de store eksplosioner, da historien i Empire of Light handler om ganske genkendelige mennesker, der arbejder i biografen Empire. Thatcher har magten, og selvom vi er rejst 40 år tilbage, drager tidsånden naturligt paralleller til i dag.
© Scanbox
Dygtige filmfolk
Persongalleriet leder ligeledes tankerne mod problematikker, der er værd at fremhæve og i talesete. Det er dog primært den enormt elskværdige Hilary, der er bipolar og forsøger at få hverdagen til at hænge sammen, og den unge, sorte Stephen, der prøver at finde sin plads i verden, som historien fokuserer på.
Med enormt dygtige folk bag kameraet, der tæller ikke bare Sam Mendes selv, men også den oscarvindende fotograf Roger Deakins, og de ligeledes oscarvindende komponister Atticus Ross og Trent Reznor, er det en flot produktion. Til trods for al denne erfaring og objektive kvalitet, sidder man dog tilbage med en fornemmelse af, at det ikke er en film for alle.
© Scanbox
Det store i det små
Sam Mendes vil rigtig gerne berøre en masse emner, lige fra ensomhed, psykiske problemer, meningen med tilværelse, kærligheden til filmmediet og racisme, for blot at fremhæve et udsnit. Filmen har svært ved at bære det hele, og derfor vil toneskiftet i overgangen fra de humoristiske og kærlige scener til den benhårde socialrealisme, nok fremstå lidt for pludselige til de flestes smag. På samme måde kan det være lidt svært som biografgænger er gøre sig klog på, hvilken retning plottet tager, og derfor kan det hele fremstå lettere langtrukkent i perioder.
Empire of Light vil gerne rumme store budskaber, i den lille og intime fortælling. Der bliver taget hånd om mange emner, men det er paradoksalt nok, i de små øjeblikke, at filmen står stærkest. Olivia Colman er en fænomenal skuespiller, og hendes præstation alene er troværdig nok til at tilbringe to timer i hendes selskab. Hvor meget det hele ender med at spille, kommer dog virkelig til at variere fra person til person, da det er så personlig en produktion.
© Scanbox
