Et billigt sammenkog af brugte idéer

Gennem tidens løb er emojier blevet en helt ny måde at udtrykke sig selv på. Jeg bruger dem selv, fordi de er en glimrende måde at videreføre ens tonefald i de hurtige chatsamtaler, der helst ikke skal misforstås, når der bruges en del sarkasme.

Nu er den så kommet; filmen om emojier, der viser os, hvordan der findes et skjult univers i vores smartphone, hvor vores applikationer har deres egen lille by. Her finder vi SMSkildtrup, der er byen for alle emojier. De arbejder alle i byens hovedkvarter, hvor de sidder i hver deres boks og bliver scannet, når ejeren af telefonen skal bruge dem. Det er derfor ekstra vigtigt, at de kan være deres sande emoji og vise det helt rigtige ansigtsudtryk. Dette kan Gene ikke. Han skal forestille at være en Tja-Emoji, men er i stedet overrumplet af følelser, og kan dermed demonstrere samtlige emoji-udtryk. Da dette bliver opdaget, konkluderer Smiley, at han er en funktionsfejl og dermed skal slettes fra telefonen. Dette fører Gene ud på en rejse i telefonen, i håbet om at blive omprogrammeret til den sande emoji, han burde være.

Et stort produkt
Det kommer nok ikke som den store overraskelse, at denne film ikke er revolutionær, banebrydende, tankeisættende og liveforandrende; den er derimod det stikmodsatte. Selve fortællingen er noget, vi har set før, selvom de prøver at pakke det ind i en ”helt ny og hemmelig verden”. Gene stræber efter at være noget, han ikke er, og så kan man nærmest regne resten af historien ud. Karaktererne er ligeledes ikke noget særligt. De fokuserer alle på sig selv, og går ikke igennem nogen stor udvikling.

Gennem filmen besøger emojierne nogle applikationer, som vi kender til på forhånd. De besøger Jailbreake, Candy Crush, Youtube, Spotify, Just Dance, instagram og Dropbox, men dem der bliver brugt mest tid på, er Dropbox, Jailbreake og Just Dance – hvilket vil sige, at størstedelen af de applikationer, de besøger, ikke længere er de mest anvendte. Emojierne stikker kun for en stund hovedet ind i Facebook, men publikum får intet at se – og så kunne jeg ikke undgå at blive irriteret over snapchatikonet, der poppede frem adskillige gange, men aldrig blev brugt, på trods af, at det er så populær en app.

Målgruppen er lidt misvisende. Hele filmen er bygget op som en børnefilm, men de fleste børn kender ikke til emojis eller har en telefon. Derudover foregår filmen i den amerikanske High School, hvilket på dansk bliver oversat til gymnasiet, som ikke passer overens med filmens struktur. Der er forsøgt at lave underholdende og sjove referencer til emojierne (særligt lorte-emojien), hvilket er så plat, at de eneste der ville grine er børn under 7, men de må desværre ikke se filmen grundet censur.

Jeg må derfor til slut konkludere, at jeg nemt kunne have været foruden at bruge halvanden time på at se en animationsfilm med et nyt forsøg på at genskabe moralen om, at det er bedst at være sig selv ved hjælp af dårlig humor og en fuldstændig ligegyldig historie. Ønsker man dog at se en film med netop denne moral og lidt humor til, ville jeg langt hellere anbefale, at man støve et par lidt ældre film af og hiver dem frem i stuen.