En overambitiøs film
I Frankrigs oscarkandidat, Emilia Pérez, tager Jacques Audiard os med på en noget usædvanlig rejse. Midt i det barske og korrupte miljø i Mexicos underverden møder vi advokaten Rita. Hun er ved at gå op i spåner af den meningsløse tilværelse, hun lever. Hun bruger det meste af sin tid på at frifinde forbrydere, og hendes mandlige kollegaer tager endda æren for alt hendes hårde arbejde.
Det hele er udsigtsløst, indtil den frygtede narkobaron Manitas frister hende med en vej ud af hamsterhjulet. Det eneste hun skal gøre, er at hjælpe ham med at iscenesætte sin død, tage afsked med sin familie og skifte køn, så Manitas kan blive til Emilia, og ligesom Rita leve et liv langt væk fra al den forråelse, de er omgivet af. Missionen lykkes, men der går ikke længe, før Emilia dukker op igen. Denne gang er mødet mere venligstemt, spørgsmålet er bare, om Manitas virkelig er død.
Alt og intet
Det lyder som et meget ligetil socialrealistisk drama, og det er da også. Stemningen er for det meste barsk, og intet bliver givet, der ikke er taget ved magt i første omgang. Hvad der måske kommer som en overraskelse er, at filmen er som en genredans, der kommer vidt omkring.
For ikke nok med, at plottet er kompliceret, med et hav karakterer, der alle rummer modstridende ønsker og drømme, men det er også en musical, hvor prosaen glider over i sang, hver gang lejligheden byder sig. Men hvor historien som udgangspunkt er fængende, så kan man ikke sige det samme om sangene. Ganske vist udvikler mange af dem sig til storstilede dansenumre, men musikalsk er de monotone, ligesom teksterne i lidt for mange tilfælde bare understrege den mest åbenlyse konklusion, mens det hele bliver trukket i langdrag. Man får ikke nogen dybere følelsesmæssig indsigt, som ellers er musicalsangenes største force.
Faktisk er flere af sangene forstyrrende for flowet i filmen, når hver eneste rørende øjeblik unægtelig ender med en autotunet sang, der havde været så meget mere bevægende, hvis skuespillerne havde fået lov til at folde sig ud.
Delvist reddet af skuespillet
Filmens største styrke, men også hæmsko er nemlig skuespillerne. Zoé Saldaña leverer sit livs bedste præstation som den livstrætte Rita, der drømmer om et bedre liv, men hele tiden må udskyde den af hensyn til andre. Selv, da hun får sit ønske opfyldt af Emilia, falder hun alligevel hurtigt tilbage i rollen som hjælper, og er nok den mest tragiske skikkelse, selvom hun er tilskuer til mange af de største begivenheder.
Karla Sofia Gascon gør det også godt som Emilia Pérez. Det er en svær rolle, hvor hun både skal kæmpe med sin nye identitet og den fortid, som hun desperat forsøger at lægge bag sig, selvom den altid vil være en del af hende. I den mindre gode ende finder vi Selena Gomez, der er noget malplaceret. I en ensemble bestående af mange dygtige kvindelige skuespillere, skiller hun sig noget negativt ud, og der er vel ikke noget bedre mikrokosmos over filmen, for hver eneste gang noget fungerer, bliver det forpurret af et fejltrin lige efter.
Emilia Pérez er en alt for ambitiøs film. Kombinationen af socialrealistisk drama, musical, sæbeopera og ikke mindst refleksioner over, hvad der definerer ens identitet, er så stor en mundfuld, at intet bliver tilfredsstillende afdækket. Filmens store trækplaster er de to dygtige præstationer af Zoe Saldaña og Karla Sofia Gascon, sammen med filmens gennemførte visuelle stil, der ellers resten af tiden kæmper med at leve op til sine egne ambitioner.
