Kærlighedsfilmen bliver taget under kærlig behandling
Romantiske film er svære at lave. Det er ikke ligefrem en særlig kontroversiel udtalelse, men ikke desto mindre lader det til, at være svære at finde de store biografhit, der hylder kærligheden i dag. 90’ernes romantiske komedier med Hugh Grant og lignende, tilhører en svunden og enklere tid, hvor man kunne slippe afsted med et plot, hvor to personer mødes til et sødt stævnemøde, overkommer misforståelser, og lever lykkeligt til deres dages ende.
Den går dog ikke i dag, hvor de flestes virkelighed i den grad er blevet mere kompliceret, og hvor mulighederne for at finde kærligheden kan være helt overvældende i deres tilgængelighed. Det er dette moderne samfund, at Jesper Zuschlag og Julie Rudbæks kærlighedsdrama Elsker dig for tiden taler ind i.
Her møder vi tømreren Thomas (Kasper Dalsgaard) og fotografen Anna (Julie Rudbæk), der ikke kunne være mere forskellige. Fordi mens Thomas jagter den store kærlighed, er Anna mest af alt forelsket i sit arbejde. Det lyder som et klassisk setup til en romantisk komedie, og det er det da også, men hvad der så sker efter den store forelskelse, er der, hvor filmen for alvor folder sig ud.
Det moderne parforhold
På et helt grundlæggende konceptuelt niveau, er det et interessant eksperiment at lade to personer, skrive og instruere en kærlighedsfilm, som helt tydeligt ikke er forelsket i hverken genren eller fortællingen om den eneste ene. Det skaber fundamentet for, at helt nye sider kan blive belyst af et emne, der kan være svært at italesætte på film, hvor virkeligheden netop er forenklet.
Men med undtagelse af et fåtal af pudsige spidsfindigheder, når det kommer til fortællingens gang, og et par krøller på den genkendelige kærlighedshistorie, er det mest af alt et tragisk og deprimerende billede, der bliver tegnet af parforholdet anno 2022.
Folk finder øjensynligt kun hinanden enten ved at drikke sig fuld til en fest, og så prøve lykken med den person, man vågner op med næste morgen, eller også er det klassikeren med datingapps. Det skaber ikke ligefrem grobunden for et stærkt forhold, og derfor kommer det heller ikke som den store overraskelse, at mange af forholdene i filmen ikke holder i længden.
Filmen ender også med at være en del af et meget uheldigt portræt af forvirrede og usikre millenials, hvor den sammen andre nylige kærlighedsfilm som Venuseffekten og Tusind timer, bevidst eller ubevidst, taler ind i et tidsbillede, hvor den første og mindste konflikt er belæg nok til at gå fra hinanden, fordi den personlige selvrealisering vægter tungere end evnen til at være åben og ærlig overfor et andet menneske.
Alle disse mangler er dog ikke ekstraordinære, da kærlighedsgenren nærmest er berygtet for at være konstrueret i sit forsøg på at skabe drama. Der hvor filmen dog for alvor fejler, er mellem parret Thomas og Anna.
Hvor er kærligheden henne?
Julie Rudbæk og Kasper Dalsgaard udstråler ikke den kemi, der får folk til at sidde og se den ene kærlighedsfilm efter den anden. Man tror simpelthen aldrig på, at de rigtig er forelsket i hinanden, uagtet for mange close-ups vi får af dem, mens de stirrer længselsfuldt efter hinanden.
Kasper Dalsgaards Thomas er en rigtig romantiker, der ikke bare har en hang til de store kærlighedserklæringer, men også i filmen får at vide, at han ser for mange romantiske komedier fra 90’erne. Julie Rudbæks Anna er derimod en moderne karrierekvinde, der aktivt har valgt det romantiske parforhold fra, fordi det gør ondt og besværliggør hendes professionelle liv.
Man siger, at modsætninger mødes, men i dette tilfælde fremstår de mere som at være med i to vidt forskellige film.
Elsker dig for tiden, er en meget ambitiøs og i allerhøjeste grad moderne kærlighedsfilm. Selvom karakteren Thomas måske drømmer om virkeligheden fra 90’erne, så er det altså Annas verden i år 2022, der ender med at styre historiens gang – og det ender desværre med at skabe en kærlighedsfilm, der ikke er særlig romantisk. Parret i centrum fungerer aldrig rigtig, og med det tragiske portræt af det moderne datingliv, der bliver beskrevet, ender man med at sidde mere deprimeret end opløftet tilbage.
Jesper Zuschlag og Julie Rudbæk skal da roses for at kaste sig ud i en svær genre, og forsøge at puste nyt liv i den, men ligesom de selv tidligere har udtalt, at de ikke tror på den eneste ene, så sidder man også tilbage med den samme fornemmelse efter filmen her. Om det er en genreinnovation, der er værd at hylde, har jeg svært ved at konkludere.
