Historien er godt fortalt, men manuskriptet er ringe

I Elsk mig! følger vi kvinden Gabrielle (Marion Cotillard), der bor og er opvokset i en lille fransk landsby. Hun bryder sig ikke særlig meget om hendes monotone liv, der er styret af hendes forældre, og bruger derfor det meste af sine vågne timer på at drømme sig til den store kærlighed og voldsomme følelsesmæssige oplevelser. Denne mentalitet er dog ikke i trit med hendes forældres overbevisninger, så inden hun får for mange gode idéer bliver hun giftet væk, i håbet om at gøre hende til en ordentlig og ’respektabel kvinde’.

Det hele går efter forældrenes plan, lige ind til Gabrielle en dag får nyresten og skal til behandling i Alperne, hvor hun møder en såret krigsveteran og bliver hovedkulds forelsket i ham, hvilket selvsagt sætter det arrangerede ægteskab under pres.

Godt fortalt
Det er en meget melodramatisk fortælling om en kvinde, hvis sind spiller hende et puds. Narrativt er fortællingen opbygget som et klassisk trekantsdrama, mellem manden hun bliver tvunget til at gifte sig med, og manden hun forelsker sig i. De fleste kender dog efterhånden historiens gang, så filmskaberne har forsøgt at efterleve klichéerne ved at gøre Marion Cottillards karakter psykisk ustabil, hvilket fører til en langt række voldsomme scener, hvor Cotillard virkelig kan folde sig ud og vise, hvorfor hun er så velanset og Oscarvindende en skuespiller.

I det overordnede plot giver det imidlertid ikke nogen mening, da hendes livlige fantasi tilsyneladende kun eksisterer, når det skaber mest dramatisk slagkraft. Historien hænger med andre ord ikke sammen og er til tider noget værre vås. Havde det ikke været for Cotillard, så ville det have været forfærdeligt at kæmpe sig igennem det meget melodramatiske plot.

Det er dog en film, som er langt bedre end manuskriptet ellers tillader. Visuelt er det nemlig en vidunderlig flot oplevelse. Den franske udsigt er så betagende, at man næsten får lyst til at tage på ferie der til, og alt det tekniske, fra i lyssætningen, lyden og over til billedkompositionen, er gennemført i orden. Det visuelle drama fejler heller ingen ting, og der er i det hele taget ikke sparet på noget visuelt – det er bare ærgerligt, at historien er så stor en hæmsko.