Eks-mænd

Kategori Teater af - januar 13, 2023
Eks-mænd

En road movie på de skrå brædder

Er du sød ikke at sidde der og tale om Stig Rossen så tæt på Jim Morrisons grav
Niels Ellegaard og Henrik Lykkegaard er den perfekte ingrediens til en hyggelig aften, når de med spilleglæde og den gode historie i ryggen viser, hvor meget man kan med meget få virkemidler. Der er kun tre sorte trapper med på scenen, men scenografien er alt andet end sparsom. Det er optimalt gennemtænkt og bliver udnyttet til fulde.

Historien er lige ud ad landevejen, i dette tilfælde nok mere ligeud ad motorvejen, for da flyet bliver aflyst, vil skæbnen det, at de to mænd John og Flemming deler den sidste lejet bil, og begynder et eventyr, der bringer to meget forskellige mennesker tæt på hinanden.

På papiret den perfekte road-movie til en søndag på sofaen, men i høj grad også til en god aften i teatret. Fortællingen kender sin besøgstid, og publikum forlader forestillingen godt mætte, men i håbet om at få lov til at se mere, fra både samarbejdet mellem Niels Ellegaard og Henrik Lykkegaard, men også Vase og Fuglsang, der har skrevet manuskriptet og stået for instruktionen.

Rammer plet i generationsmålskiven
Forestillingen Eks-mænd er teater til en bestemt målgruppe og alderssegment. Salen var denne aften fyldt med mennesker, der enten var en af de to karakterer, eller kendte en, der var lige som en af de to karakterer. Det er fantastisk at se, når en forestilling rammer sit kernepublikum så præcist.

Jeg vil dog sige, at det er meget muligt, at stykket taler til et bestemt segment, men de lidt yngre har her muligheden for at få en stærk oplevelse og en masterclass i skuespil.


EKS-MÆND er på turne og spiller fra 01. april til 23. april 2023.
På Folketeatret, Hippodromen.
Varighed: 80 min. uden pause


Medvirkende: Niels Ellegaard, Henrik Lykkegaard. Manuskript og instruktion: René Vase og Jannik Fuglsang. Dramaturgi: Ninette Mulvad. Scenografi og kostumer: Kirsten Brink. Lysdesign: Baard Nilsson. Lyddesign: Michael Roger Henriksen. Videoteknik: Lasse Storm, Baard Nilsson. Forestillings- og turneleder og sceneafvikling: Thomas Mieth. Sceneafvikling: Jonas Wulff. Sufflør: Line Lillegaard Staustrup. Foto: Thomas Petri

Skrevet af
Bo Dalum, far til film og tv som klipper. Romanforfatter med tendens til armsvingende udbrud af protestdigte, iført usynlig retfærdighedsuniform med dinglende sildesalat optjent på baggrund af evig undren over menneskers opførsel.
Kommentarer er lukket.