En kærlighedshistorie om den verdensberømte ingeniør

Alle mennesker har i dag et kendskab til franske Gustave Eiffel, for det er svært at finde nogen, der ikke ved, hvad Eiffeltårnet eller Frihedsgudinden er. Men en ting er de historiske monumenter, designet af ingeniøren og arkitekten, men hvem var mennesket bag disse mere end 100 år gamle bygninger, der stadig står her den dag i dag?

Svaret på dette spørgsmål kaster Eiffel sig over. Da vi møder ham, høster han stor anerkendelse for sit arbejde med at konstruere Frihedsgudinden, og skal til at kaste sig over sit næste projekt. Masser af håbefulde arkitekter prøver at komme med deres bud på hans næste bygning, men intet fanger hans interesse, og da slet ikke et ”hæsligt” ståltårn på 300 meter. Alt ændrer sig dog, da en kvinde fra hans fortid, den der slap væk, pludselig dukker op igen, for så bliver der vendt op og ned på alt.

Romantik i det historiske tomrum
Lad mig bare tone rent flag med det samme og skrive, at det er først og fremmest en kærlighedshistorie. Det lyder måske meget banalt, og det er det da også, men det er ikke nødvendigvis en dårlig ting. Fordi filmskaberne skal virkelig have ros for at kæde dette romantiske drama ind i den berømte ingeniørs liv på en måde, hvor det ikke bare virker troværdigt, men også til tider rørende.

Ifølge historiebøgerne, fyldte kærligheden ikke det store i Eiffels liv. Han havde ganske vist en kone, som han fik hele fem børn med, men en dag er hun pludselig væk, noget flere historikere tillægger tuberkulose. Der er også et stort spørgsmålstegn ved, hvorfor han overhovedet valgt at lave det nu berømte monument i Paris, da han eftersigende på ingen måde var tiltalt af projekt – indtil han en dag pludselig satte alt på et bræt for at lave dette kæmpe ståltårn.

Disse huller i hans liv bliver brugt til at fortælle en kærlighedshistorie om forholdet mellem den adelige Adrienne og entreprenante Gustave, som var forelsket i deres unge dage, men ikke passede sammen i 1800-tallets franske samfund.

Reddet af skuespillerne
Ethvert kærlighedsdrama kræver to dygtige skuespillere, som man virkelig kan have medfølelse med, for hvis ikke man føler for de forelskede, er det svært at blive engageret. Heldigvis er de to skuespillere, Emma Mackey og Romain Duris velvalgte, og det er let at holde af dem – også selvom Mackey på intet tidspunkt ligner en over 25 år.

Ligesom med deres kærlighedshistorie, er alt ikke fryd og gammen. Fordi Gustave Eiffel var ikke bare en mand, der var ulykkeligt forelsket, han var også manden, der konstruerede og byggede Eiffeltårnet, som ikke bare er imponerende i kraft af sin holdbarhed, men det er et enestående byggeri, som det er svært at tro, blev bygget i 1880’erne, med tanke på, hvilket redskaber de havde til rådighed. Det er kun i enkelte scener, at vi får lov til at mærke suset som fx, da de skal sætte den første etage i vater, hvor man sidder og holder vejret i rendyrket spænding. Det havde ikke skadet, hvis der var flere af sådanne sekvenser, om ikke andet end får at skabe lidt mere variation i filmen.

Eiffel er en overraskende vellykket kærlighedsfortælling om manden, der skabte Eiffeltårnet. Ingen ved præcis, hvorfor han valgte at bygge tårnet, og filmen kommer med sit følelsesladet bud på, hvad der kunne have været udslagsgivende. Byggeriet hører mest af alt til som baggrundskulisse, og er man affundet med det, er filmen ikke så ringe endda.