En lille japansk perle om livets uforudsigelighed

Ryota’s (Abe Hiroshi) liv har bestemt ikke udartet sig som han ønskede, faktisk slet ikke. Den tidligere forfatter, der for 15 år siden udgav en prisbelønnet roman, har ikke siden fulgt op på forfatterkarrieren. Han er fraskilt, ser kun sin søn en gang om måneden (når han ellers får betalt børnepenge), er ikke just glad for sit job sin privatdetektiv og gambler gang på gang hele sin løn væk. Det er en stor værre redelighed af løgne, om den næste roman, der er lige på trapperne, lottogevinsten, der er i hus næste gang og børnepengene, der er på vej lige om lidt, så Ryota virker på mange måder både dum og egoistisk. Hiroshi tilfører dog også rollen som Ryota en karismatisk lune, så på trods af de rynkede bryn og mavesure kommentarer, holder vi alligevel med den håbløse antihelt.

Familiedramaets mester
Kore-eda Hirokazu mestrer her familiedramaet med nænsomhed og respekt, lige som han tidligere har gjort det i for eksempel Min søns familie, og vi kommer ikke kun ind under huden på Ryota, men også hans søn, ekskone og ikke mindst hans mor, Yoshiko. Alle kæmper de med egne forventninger til livet og de skuffelser, der følger, når tingene ikke arter sig, som man håbede. Sønnen er ikke det fødte baseball-talent, som de voksne havde håbet og ekskonens nye kæreste er måske ikke så forstående, som hun havde håbet og Yoshiko’s liv i boligkomplekset er ensomt. Hun havde aldrig troet, at hun skulle ende sine dage i en lille lejlighed, for som hun sarkastisk siger: ”Jeg havde forventet en bedre slutning”.Hendes mand var, ligesom hendes søn, heller ikke god til at styre finanserne, og nu er det så Ryota, der leder hendes skuffer igennem efter kontanter og antikviteter at pantsætte. Alligevel favner hun sin fortabte søn og sørger for mad til sin datter, og formår at smile og tage lidt pis på den uduelige familie undervejs. Måske skyldes hendes optimisme, at hun stadig har et håb om, at sønnen en dag vil få styr på familien og et hus med plads til hende også, og vores vished om at det aldrig kommer til at ske skærer i hjertet.

Nogle gange skal der en storm til
Selvom Ryota’s charme giver ham lang line ud i dumme beslutninger, bliver man efterhånden også irriteret på ham og hans til tider ret selvdestruktive handlinger. Detektivbureauet, han arbejder for, er snarere et svindel-bureau, der tager overpris for hundeeftersøgninger og presser utro koner til at betale store summer, for at udlevere falske alibier til deres mænd. Hver gang den slags numre udløser en bonus, går den til lotto kuponer i stedet for børnebidrag, og i stedet for at få styr på familieforholdene, udspionerer han ekskonen med hendes nye kæreste. Men når vi bliver allermest irriteret på ham, minder han os om, at livet ikke er sort/hvid, som i sin læresætning til en ung fyr: ”Det er faktisk ikke så let at vokse op og blive, hvad man ønsker!” Og det er jo rigtigt.

Intet forandrer sig; Ryota og familien sidder fast i den samme rille af dårlige vaner og uforløste drømme, men så sker der noget; en tyfon er under opsejling. Ryota, Yoshiko eller skæbnen vil, at Ryota bliver fanget hos Yoshiko med ekskone og søn, da tyfonen rammer. Og som Yoshiko siger, så er tyfoner gode, for de frisker luften, og det er præcis, hvad den lille familie trænger til. Tyfonen bliver på den måde chancen for en forsoning i familien.

Efter stormen er en virkelig velfortalt lille perle, der udfolder sine karakterer på en fantastisk måde, der gør deres småkedelige tilværelser poetiske. Filmens melankolske stemning underbygges af musikken og lokaliteten, der er selvsamme boligkompleks, som Hiroshi voksede op i. Her sættes en fin ramme om familien i den lille lejlighed i boligkompleksets lukkede verden. Hiroshi’s helstøbte fortælling om livets uforudsigelige forudsigelighed rammer et ømt punkt, om ikke at nå sine mål. Det gør den både rørende ærlig og utrolig elskværdig.