Jul på Island
Echo må siges at være en meget alternativ julefilm, og tak for det. For i disse tider, hvor de landsdækkende tv-kanaler sender nye og genudsendte julekalender, som er så sukkersød og ufarlige, at det hele føles sammen en stor børnehave, er det rart, når nogen har ambitioner om at lave en årstidsfilm, som ikke bare med et nedladende blik henvender sig til børnefamilier, men også gerne vil fortælle noget mere almengyldigt og ikke helt så ligegyldigt.
Allerede fra start af, allerede fra den første indstilling står det klart, at det her ikke er en amerikansk julefilm med julemanden i hovedrollen. For i stedet for et klassisk dramaturgisk drama, følger vi en række mennesker på Island i løbet er den 24. december, og ser hvad de laver på juledag. Vi tilbringer ikke særlig lang tid i selskab med nogle af dem, faktisk kun én lang indstilling hos hver af familierne, hvorefter vi så springer videre og følger nogle andre i takt med, at dagen langsomt skrider frem.
Øjet, der beskuer
Der er nok nogen som vil finde det provokerende, at Rúnar Rúnarsson eksplicit nægter at holde publikum i hånden, og bare overlader dem til at tænke selv, men man kan ikke klandre ham for at være magelig eller for at have et uinteressant cinematisk udtryk. Og hvis man giver filmen en chance, så er det nogle meget interessante situationer der udspiller sig i løbet af de 56 vignetter, som de fleste nok vil kunne nikke genkendende til i den ene eller anden forstand.
Hvad end det er datteren, som skal tilbringe julen hos far med hans nye familier for første gang, faren der ikke forstår sin teenager overhovedet, eller bare en mor, der sidder med sin lille datter, så er det utroligt hvor meget man kan tolke ud af selv de mest enkle hverdagssituationer. Man skal dog ikke forvente nogen stor følelsesmæssig oplevelse, og det er nok også filmens største svaghed. For det starter og slutter som en meget intellektuel filmoplevelse. Meget falder tilbage på tilskueren selv, når det kommer til, hvorvidt man vil kunne lide den eller ej. Jeg fandt den underholdende, og stimulerende, men jeg ville heller aldrig klandre nogen for, hvis de blot sad måbende tilbage og kedet sig ihjel.
Klichéen med, at det handler om øjet der beskuer, har sjældent været mere passende end om filmen Echo. Intet bliver forarbejdet og fodret til publikum, men det er op til en selv at finde en mening og en fornøjelse ved at sidde og se filmen, fordi den er så eksperimenterende, og så ukonventionel. Så det er i virkeligheden op til dig selv at afgøre, hvor meget du er træt af julens sukkersød underholdning, og om du har mod på at udforske film landskabet og se en anderledes julefilm.
