Nolan imponerer i gribende krigsepos

Publikum har ventet længe på Christopher Nolans næste film i rækken, den storladne krigsfilm, ’Dunkirk’. Filmen er et passionsprojekt for Nolan, og har ligget på tegnebrættet i flere år, hvilket gør at forventningerne bestemt ikke har været lave. Heldigvis skuffer Nolan ikke, for med hans nyeste film har han skabt en så utrolig flot, spændende, gribende og adrenalinpumpene film, så det halve næsten kunne have været nok.

Flot og intens
Filmen foregår ved den kendte normandiske strand Dunkerque (på engelsk, Dunkirk) og omhandler evakueringen af de engelske og franske soldater efter et fejlagtigt offensiv mod nazisterne. Man følger begivenhederne via tre historieforløb, som udspiller sig til lands, til vands og i luften. Disse tre historieforløb har tre forskellige tidsmæssige forløb, som finder sted henholdsvis over en uge (til lands), en dag (til vands) og en time (i luften).

’Dunkirk’ er virkelig en adrenalinpumpende oplevelse, som man bliver grebet af lige fra første scene af og holdt i et jerngreb af indtil sidste billede. Filmens kameraføring, score og klipning har et utrolig højt teknisk niveau og fastholder et konstant imponerende højt tempo. Man bliver fuldstændig opslugt at Nolans krigsepos, og ikke et eneste øjeblik får man mulighed for at læne sig tilbage og trække vejret. Selv under de scener, hvor at handlingen ikke viser noget nervepirrende, holder Hans Zimmers score en på kanten af sædet, ved konstant at ligge i baggrunden og lure med et stykke ildevarslende højtempo-musik, som varsler om de farer, der stadig truer. Musikken, de imponerende lydeffekter, de flotte billeder og den mageløse kameraføring og klipning gør at filmen er så flot – og har det helt rigtige niveau af storladenhed – at det vil være en skam at se den på andet end det største lærred man kan komme i nærheden af.

Nolan er stjernen
Filmen har et imponerende cast med stjerner som Tom Hardy, Cillian Murphy, Kenneth Branagh, Mark Rylance og mange flere, og alle gør det fint, uden dog at få lov til at skinne helt igennem. Ingen af rollerne får en mindeværdig hovedrolle eller en stor dialog, for der er kun én stor stjerne i ’Dunkirk’, og det er Christopher Nolan. Instruktøren viser i denne film et ekstremt flot teknisk niveau. Modsat flere af de andre film han har lavet i de sidste ti år, prøver Nolan ikke denne gang at presse pompøsitet og storladenhed ned over sin film. Jeg har personligt flere gange følt at hans film prøver at virke større end de egentlig er, men i denne film lykkedes det mestendels for Nolan at holde den helt rigtige balance mellem storladenhed, action og drama. Kun mod slut opstår der en tand for meget sentimentalitet og pompøsitet, men det er i småtingsafdelingen sammenlignet med den forrygende og gribende filmoplevelse man hidtil har fået.

’Dunkirk’ viser at krigsfilm ikke nødvendigvis behøver at være voldelige og grafisk blodige for at vise krigens grusomhed. I stedet formår filmen at fremstille krigens nervepirrende, trykkende og angstfulde stemning, ved at holde sig tæt til de bange soldater, mens filmens flotte visuelle side indrammer dem. De soldater, der portrætteres, vises som reelle og bange mennesker, hvis højeste ønske blot er at komme hjem. Dette er i hvert fald tilfældet med de fleste af soldaterne – Nolan kunne alligevel ikke dy sig fra at have et par helteagtige skikkelser.

Slutteligt kan det kun siges, at jeg stærkt anbefaler ’Dunkirk’ og insisterer på at den bliver set i biografen – helst i IMAX eller 70 mm. Jeg hørte en betegne filmen som værende de første 20 minutter af ’Saving Private Ryan’ strakt ud over en hel film, og til dette kan jeg blot være enig.