En betagende film, der aldrig rigtig imponerer

Så er det igen blevet tid til en Disney-remake. Denne gang er turen kommet til Disneys fjerde film i rækken, nemlig Dumbo. Historien om den flyvende elefant, bliver dog ikke fortalt fra dyrenes perspektiv denne gang, ligesom de antropomorfiske elementer og sangene også er skruet helt ned til et minimum.

I stedet er omgivelserne, kulisserne og dyrene langt mere virkelighedsnære, og vores indgang til eventyret er flyttet over til den tidligere cirkusstjerne Holt Farrier (Colin Farrell), der lige er hjemvendt fra krigen – men uden sin ene arm. Han er imidlertid ikke den eneste, der er såret, for cirkusset er også faldet på hårde tider. Derfor ender han sammen med sine børn, at få ansvaret får en nyfødt elefantunge, der har alt for store ører. Intet ser ud til at gå den rigtige vej. Det er dog indtil børnene opdager, at den lille elefantunge kan flyve.

Flot produktion
Hvis der er én ting, som er værd at fremhæve om filmen er det, at den er vildt flot. Den ekstra times spilletid, sammenlignet med originalen, bliver godt brugt på at vise alverdens visuelt betagende kulisser, kostumer, og ikke mindst computergenerede virkelighedstro dyr. Det er efterhånden hvad man forventer af en storslået Disney-produktion, så på den front bliver man ikke skuffet. Dumbo ser også virkelig bedårende ud med sine store blå dådyrøjne, og han ikke svær at holde af, når han bliver udsat for ufattelig meget modgang. Paradoksalt nok, er intet af det virkelig imponerende, da visuelle effekter af denne type som sagt, alt sammen er noget vi har set før og er blevet vant til fra Disney.

Der hvor filmen dog halter en smule efter, er i karaktererne og historien. Ikke et ondt ord om børneskuespillerne, for de gør det som de skal, men de er meget karikerede og upåvirket af deres omgivelser, så i modsætning til Dumbo, er det svært at føle særligt meget for dem. Det bliver også til et narrativt problem, da filmens store emotionelle kerne, er blevet til forholdet mellem familien Farrier og Dumbo.

Mangler dramatisk tyngde
Det karikerede skuespil fungerer til gengæld, når det kommer til skurken V.A. Vanderverer, spillet af Michael Keaton. Han er en gennemført luskebuks, og en rigtig plattenslager, hvilket man kan se i alt fra hans outfit, mærkværdige paryk og Keatons utroligt underholde levering af replikkerne. Danny DeVito er også morsom som Cirkuschefen Medici.

Alt dette er såmænd meget tilforladeligt, men historien er bare ikke noget særligt. Den ekstra lange fortælletid, bliver ikke brugt til at komme dybere ind på livet af nogen i det store ensemble. I stedet er som om, at historien går i ring. Den store forhindring i filmen er, at Dumbo har præstationsangst. Det bliver præsenteret på samme måde hver gang, hvor Dumbo først fejler, men så på andet forsøg lykkes. Det er alt for repetitiv en dramatisk struktur, til at skabe nogen emotionel tyngde i filmen, og på samme måde bliver alle andre problemer løst. Så hele oplevelsen forbliver meget let og behagelig.

Tim Burton’s Dumbo har hjertet på rette sted, kommer et godt budskab om næstekærlighed, og Dumbo er vildt nuttet, så den skal nok underholde de mindste. Den kommer ikke op på siden af originalens effektive fortælletid, men den har alle de rigtige ingredienser til at underholde en ny generation af børn, dog uden rigtig at imponere de voksne.