Eva Mulvad er igen i år tilbage på CPH:DOX, og denne gang med filmen Love Child, som vi kun kan anbefale, at du får set online.
Vi har været så heldige her på redaktionen at tale med hende om dokumentaren, som har været otte år undervejs, og kaster helt nyt lys over det menneskelige i den udefinerbare flygtningemassen.
Sidste vi talte sammen, nævnte du, at du startede på en række projekter drypvis i 2011, og den her historie starter i 2012. Så hvordan blev du involveret i denne iranske families liv?
Vi er tre instruktører, der har lavet den sammen. Jeg er hovedinstruktør, og der er to co-instruktører. Den af dem, havde faktisk mødt manden i familien Sahand. Han havde været i Iran, hvor han mødte en mand i basaren, som talte engelsk. De udvekslede e-mails og sådan noget. Sahand sagde, at han lidt havde til opgave at holde øje med udenlandske journalister, men han var ikke en helt overbevist spion, så ham og Morten endte mere som venner. Da [familien] så beslutter, at de gerne vil flygte, tror de, det er mere sikkert, hvis de har nogen, der følger dem.
Jeg har ikke styr på alle detaljerne i Iran, men efter sigende skulle folk forsvinde, uden man ved, hvor de er blevet af. Det var de bange for. Derfor ville de gerne have, at nogen skulle følge dem. Sahan arrangerede det med Morten, så han var der, da de landede i Istanbul.
[Morten] fulgte dem det første år. Han havde dog ikke nogen stor erfaring med dokumentarfilm, og kunne ikke få det finansieret. Så de kom til vores produktionsselskab, og så har vi lavet [filmen] sammen med dem. Han, jeg og Lea Glob, der også er en dygtig dokumentarist, har over årene skiftevis været på standby. Når der så skete noget, måtte vi se, hvem der kunne tage af sted. Vi havde også en tyrkisk fotograf, som hjalp os.
Det lyder mere som produktionsselskabets film, men hvordan blev det dit projekt?
Meget af de vi laver kræver, at der er én, som har den. Det er helt klart blevet mit projekt, fordi jeg har finansieret det, og det er også mig, der har været den samlende faktor. Det er mig, der har siddet i klipperummet. Det er mig, der har lavet alle lydklip og styret alle oversættelser. Det er mig, der har valgt ud.
På den måde er det blevet min film, fordi jeg har brugt mest tid, på at lave den færdig. Jeg har holdt den i hånden, selvom de andre også har været på optagelser.
Det er et meget stort projekt, fordi så mange har været inde over, men alligevel har den en meget klar stil, der samtidig adskiller sig fra dine forrige film. Hvordan finder du frem til din fortællestil?
Det er meget et spørgsmål om hovedpersonerne. Det har noget at gøre med [familien], men jeg tror også, det har noget at gøre med den iranske kultur. En af grundene til, at jeg gik ind projektet var, at de var meget tydelige med deres følelser, hvor en som Harald [Krabbe], der skal sælge kirsebærvin, men som person ikke råber og skriger – heller ikke over for sin kone. Det er mere en indre person. Det er selvfølgelig sværere at lave en dokumentarfilm om nogen, der ikke er ekspressiv, men det er de her, og det er altid rart, at man kan komme tæt på.
Vi arbejder med et grundmateriale, der er de her personer. Så må man prøve ar finde ud af, hvordan de kan bruges i filmisk forstand. I vores film, troede vi længe, at de politiske dele skulle fylde mere, men da vi sad i klipperummet, endte det med at blive den meget lille private fortælling. Den hjemmeprægede historie viste sig at være den stærkeste, i det materiale vi havde fået.
Man kan have alle mulige ambitioner i starten, men til sidst må man tage nogle valg. Hvilket materiale har vi, og hvad kan det bruges til? Det hænger selvfølgelig sammen med de karakterer, vi har.
Det er sjovt, at de nævner, at det politiske lidt er blevet skåret fra, fordi hvem vil, ved deres fulde fem, afvise denne her familie?
Når du læser om flygtninge, der krydser grænserne. Jeg er ikke sikker på, at de alle er uskyldige og sympatiske, for de er lige så forskellige som alle os andre, men jeg kommer hurtigt til at glemme, at det er vidt forskellige mennesker, med vidt forskellige baggrunde, fordi man bare ender i et frygtsomt billede af nogen, der hele tiden har brug for noget af os. Det har de også, og jeg siger ikke, at man bare skal åbne grænserne, men vi mister empatien, hvis vi bliver følelseskolde, som man nogle gange kan blive, når man hører om det samme, om og om igen.
Det er interessant, at vi alle får det banket ind i hovedet i Danmark, at flygtninge ligesom er én stor masse, og så bliver spørgsmålet for dig jo, om det er værd at fortælle en historie om en familie, der ikke opfylder det stereotype billede?
Jeg prøver i hvert fald at sige til mig selv, at det ikke går, at vi alle jagter det mest brutale og relevante. Vi er ikke journalister, men vi jagter også alle de ”hotteste news”. Vi er alle interesseret i det nyeste nye, og sådan vil det altid være, men jeg synes, at hvis vi skal tage dokumentaren seriøst som kunstform, skal vi måske blive inspireret af litteratur, hvor man skriver om det menneskelige stof. Det kan godt være, at det ikke er det mest aktuelle, men er det godt nok skrevet, behøver det ikke følge de traditionelle dogmer om, at den mest spændende historie om flygtninge, er den meste dramatiske. Jeg synes, vi må fortælle nogle historier, som menneskeliggør vores tid. Dokumentarfilmen må godt være relevant, men vi bør også brede paletten ud, så hele livet kan rummes.
Det er ellers rimeligt vildt, at projektet har kørt over otte år. Hvad gjorde, at I valgte at stoppe der, hvor I gør?
Det var fornemmelsen af, at der ikke var mere. Man kunne lave flottere hverdagsbilleder. Filmen består af flere lag. Det ene er en kærlighedshistorie, det andet en fortidshistorie, og det tredje, og mest plotagtige er, hvordan skal familien komme videre til noget, der er sikkert? Det lag parkeres, fordi de ender med at blive godkendt som flygtninge, men der er ikke rigtig nogen lande, som vil tage dem lige nu.
Det er et kæmpe problem, vi har. Det er ikke kun deres problem, men mange menneskers problem. Danmark er lige begyndt at tage meget få kvoteflygtninge igen, men har ellers haft helt lukket i masser af år. Vi har på den måde været ekstremt usolidariske med Grækenland og Italien. Tyrkiet har vi betalt for at tage sig af problemet. Sverige og Tyskland har taget mange ind.
Det er noget af det besværlige ved at være dokumentarist. Man satser på nogen mennesker, og så ser man, hvad livet gør ved dem. Man ved ikke hvordan, men det er også meget spændende, fordi det afspejler den virkelighed, vi lever i. Og måske gør den det på en mere interessant måde, end vores klassiske dramaturgi. Selvom det kunne være filmisk sjovere, hvis de drømte om noget, og fik det til sidst, må vi også sige, at vores verden ikke er skruet sådan sammen. De drømte om noget, og fik det måske i et andet land, end de gerne ville have det, men de har det stadig ikke på papiret, og i disse coronatider, hvor vi alle er i undtagelsestilstand og ikke ved, hvad fremtiden bringer, så prøv at forestille dig, at de hele tiden sidder i en undtagelsestilstand.
Er der noget af deres historie, du har måtte klippe fra, for at koge deres otte år ned til en stram filmisk ramme?
Der er en stor del af deres historie, som jeg er ked af ikke at have med, og som familien også er ked af. Det var en politisk historie, som handler om, hvordan den iranske efterretningstjeneste arbejder. Måske har de infiltreret FN. For de har multinationale kontorer rundt omkring i verden.
Det, der helt konkret sker er, at da de tager til [FN’s kontor] i Istanbul, for at blive registreret som asylansøgere, bliver de efterfølgende ringet op af en fra kontoret, som siger, at de kan tage til et safe house med en iransk mand, som kan tage sig af jer. I kan bo hos ham i 10 dage. De er meget i tvivl om, hvorvidt de skal tage hen til ham, men det gør de. Han finder den lejlighed, de bor i, i dag, og de får også nogen venner, men finder ud af, at han formodentlig er forbundet til den iranske efterretningstjeneste.
Pointen er, at de tror, de er blevet sendt til en efterretningsagent, som har sendt deres informationer videre, og de tror også, at han har prøvet at få dem til lave ulovligheder, som at lave falske pas.
Det er en spændende og relevant historie, for havde han gjort noget af det, som de bad ham om, ville han formodentlig været blevet tvunget til at fortsætte som agent for den iranske efterretningstjeneste, for ellers ville de gå til myndighederne og skade hans sag.
Da vi så sad og skulle klippe det ind i filmen, manglede den gode scene. Det var meget spekulation, og enkelte beviser, men der var ikke noget hardcore. Så det endte med at blive mere forvirrende, end hvad godt er. Derfor er det ikke med.
Jeg har også haft meget ballade med familien om det. For dem, er det på en måde den meget søde familiehistorie, frem for det mere politiskladede.
Hvad er det så, du håber, publikum får ud af filmen?
Jeg håber, at den følelsesløshed man kan have med flygtningekrisen, hvor man nærmest ikke orker at høre mere, fordi ingen gøre noget, og det er jo det samme problem, der blev ved og ved. Jeg håber, at den her film kan genskabe en kontakt til det emne, på en ny måde. Det er først og fremmest en kærlighedshistorie. Det er ikke så meget en flygtningehistorie, men nogle mennesker, der sidder i den situation som flygtninge. Ved at ankomme fra et andet hjørne og med en mere menneskelig tilgang, håber jeg, at man, når emnet vender tilbage efter [coronavirusset], at vores politikere ikke bare stadig støtter grækerne i at forsvare grænsen, i stedet for at gå ind i det komplicerede ved at løse de her problemer, på en mere langstrakt måde.
Vi befinder os i et enormt dilemma, for vores kendemærke, det vi vil kendes for. Vores tolerance, demokrati, ordentlige livsvilkår, velfærdsstaten i Norden osv. Det støder sammen med, at der kommer nogen, som gerne vil tage del i den fest, men dem vil vi ikke have ind, for den fest er kun for os. Så der er et enormt dilemma i, at det er vores kerneværdier, men vi ikke kan finde ud af, at sige nej tak til dem, der ikke må være med på en humanistisk måde, eller hvordan vi, fælles i Europa, skal tage sig af problemet, så det ikke kun er i yderområderne.
Der er nogle kæmpe dilemmaer, som vi på ingen måde har fået løst, og det ville være rart, hvis man fik nogle politikere, som gad at gå ind i det. De behøver ikke tage alle mulige flygtninge ind, men at gå ind i det, med andet end det populistiske pjat.
Love Child kan ses på CPH:DOX Online, lige her.
