En fin, men ikke mindeværdig film

Efter min mening skiller biografiske film sig sjældent ud som rigtig gode film. Historien i biografier er oftest god – da det jo som regel er en person, der har oplevet noget spændende, man laver en biografi om – men samtidig læner en filmatisering af sådan en biografi sig oftest så tæt op af den gode historie, at der ikke rigtig er plads til at filmen bliver særlig filmisk interessant. Som regel ender biografiske film derfor med at være fine, uden ellers at være synderligt mindeværdige – det samme er tilfældet med Gus Van Sants nyeste film, ’Don’t Worry, He Won’t Get Far on Foot’.

I filmen følger vi Joaquin Phoenix i rollen som John Callahan, der grundet sit alkoholmisbrug ender i et biluheld, hvor han bliver lam og må bruge resten af sit liv i en kørestol. Efter sin ulykke fortsætter han sit drikkeri, indtil han en dag får meldt sig ind i AA, og begynder den lange vej mod en lykkelig og ædruelig tilstand. John får sponsoren Donnie (spillet af Jonah Hill), og med hans hjælp, samt Johns kæreste Annu (Rooney Mara), lykkes det John at genfinde lykken i sit liv, samtidig med at han slår igennem som satiretegner.

Godt skuespil skaber ikke filmen alene
Noget af det bedste, der kan siges om filmen, er skuespillet. Phoenix bærer filmen i en fuldstændig transformeret rolle som lammet kørestolsbruger. Når man ser ham udfolde sig som den alkoholiske John, er det slet ikke til at tro at man lige har set ham som skægget gal hævner i den fremragende ’You Were Never Really Here’. Derudover er Jonah Hill også imponerende i birollen som Johns sponsor, den homoseksuelle og aids-ramte Donnie. Desværre bliver den altid gode Rooney Maras rolle dog ikke rigtigt udfoldet, og hendes karakter byder ikke på den store dybde eller udvikling. I stedet optræder hun blot som støtte for John, og der skøjtes hurtigt over deres forhold, samtidig med at man ikke opfanger den store kemi imellem de to karakterer.

Generelt set virker ’Don’t Worry, He Won’t Get Far on Foot’ en smule rodet. Der bliver klippet rundt i tidsperioderne, hvilket gør at man til tider mister overblikket. Jeg tror at filmen havde fremstået mere skarp, og budt på noget mere følelsesmæssig investering, hvis den havde haft en mere klar kronologi. Det undrer mig også at Johns interesse for at tegne aldrig bliver forklaret – men at man bare lige pludselig finder ud af at han er blevet satiretegner. Ej heller bliver der fokuseret på det faktum, at det kan have været svært for ham at tegne, når han nu ikke kan bevæge sine fingre.

Det skal dog siges at historien om John Callahan, og den måde hvorpå han fik rettet op på sit liv efter at have mistet førelsen, bestemt er interessant. Desværre er den ikke ligeså interessant fortalt, og derfor ender jeg på 3 stjerner.