En børnefilm for de mindste

I Dolittle skifter Robert Downey Jr. Iron Man-dragten ud med lægekitlen, i rollen som den excentriske dyrlæge Dr. John Dolittle, der er langt mere interesseret i dyr, end mennesker. Efter en en personlig tragedie, har han dog lukket sig selv inde i sin herregård, hvor kun dyr holder ham med selskab. Han bliver dog tvunget ud på et storstilet eventyr, da den unge engelske Dronning bliver alvorligt syg, og tvinger den meget modvillige Dolittle ud på en rejse, for at finde en sagnomspunden blomst, der kan kurere hende.

Et enkelt eventyr
Det er såmænd et ganske fint lille eventyr for de mindste, men heller ikke mere end det. Robert Downey Jr. har en fest som den dyreelskende læge. Ligesom med Sherlock Holmes har han valgt at tillægge sig en accent, og i denne ombæring er det blevet en walisisk af slagsen, der er lige så svingende, som når han spiller detektiv. Det hele handler dog ikke om ham, for på den verdensomspændende rejse har Dolittle et mandskab, der hovedsageligt består af en mangfoldig gruppe dyr – og det er netop dyrene, det hele handler om.

Der er alle mulige forskellige væsner, lige fra en gorilla med lavt selvværd, en isbjørn, der ikke kan holde på varmen, en meget dominerende papegøje og mange flere. Dyrene er alle computeranimeret, men ser forholdsvis troværdige ud, og vigtigst af alt, er de fulde af personlighed og energiske, så de i hvert fald aldrig bliver kedelige at se på.

Stor filmkunst, kan man ikke klandre det for at være, men det er heller ikke målet. Lige fra første færd, bliver vi introduceret til det eventyrlige univers i klassisk børnebogsfacon, med en malerisk gengivelse af filmens forhistorie, fortalt af Emma Thompsons behagelige og beroligende stemme. Her bliver tonen sat, og selvom vi møder eksempelvis pirater undervejs, er det aldrig i nærheden af at være virkelig farligt.

Film for børn
Der skal heller ikke herske nogen tvivl om, at det er en film for de mindste. Set i det perspektiv, leverer den varen. Det er hyggeligt selskab. Eventyret bliver taget forholdsvis seriøst, da der er en klar følelsesmæssig kerne, som ikke bliver bagatelliseret af frygt for at publikum skal føle noget, og der er masser af sjovt udseende dyr, der helt sikkert vil sætte skub i fantasien hos de mindste.

Det er dog et tveægget sværd, at målet er så enkelt. For ganske vist, er det en underholdende film for de små i familien, men det er til gengæld svært at se nogen over alderen otte år, blive virkelig betaget af dette dyreelskende univers.

I skrivende stund, ved jeg ikke, hvordan filmen er blevet modtaget af resten af pressekorpset, men jeg kunne godt blive ledt til at tro, at det er i den mere negative ende. For Dolittle er ikke nogen stor film, eller en innovativ film, men den er på alle måder en rigtig børnefilm, med en lang række farverige dyr, en masse barnlig humor og enkle arketyper, som er så lette at forstå, at man ikke engang behøver fatte, hvad der bliver sagt, for at kunne følge med.

Man kan mene, hvad man vil om denne type film, men jeg synes også der skal være plads til dem, der udelukkende henvender sig til børn. Så er det op til forældrene, om de har lyst til at tage med ind og se den, for der er ingen adgang for voksne på Dolittles eventyr.