Et opgør med filmsproget

Efter man har set Det store glitch, bliver man mindet om hvor fedt det er at se, når nogen udfordrer det cinematiske sprog. Der er selvfølgelig en grund til, at fx den klassiske treaktsstruktur er så anvendt, ikke bare på film, men også i tv-verdenen. Den skaber en genkendelig orden og en forventelig fremgangsmåde, der gør det let og overskueligt at følge historien, karaktererne, budskabet og tematikken, som filmskaberne gerne vil præsentere publikum for. Men der er ikke nogen, der siger, at det skal være på den måde, og med Det store glitch, viser en flok passioneret filmskabere, at det kan lade sig gøre at brygge noget sammen, der også er meningsfuldt, men uden, at det nødvendigvis skal være letforståeligt og opbygget på den samme måde som alt andet.

Vi lægger fx ikke fra land med at få præsenteret præmissen, men i stedet med en længere montage, der senere viser sig at have gennemgået hele filmen. Derfra er filmen i en konstant kamp med karaktererne om, hvad der er virkeligt, og hvad der er fantasi, hvad der er meningsfuldt, og hvad der er ligegyldigt.

Det er en legesyge tilgang og langt hen ad vejen, er det da også en leg, som man har lyst til at tage del i. De unge skuespillere kan få lov til at vise flere facetter af nogle karakterer, som vi ellers har set mange gange før, fordi de ikke er stavnsbundet til et slavisk plot. Mest paradoksalt er dog, at selvom dette eksperiment starter effektivt og fængende, ender det alligevel med at være lidt for klichefyldt.

Udfordrende som alle de andre
Fordi et er, at man gerne vil udfordre status-quo og den konventionelle filmskabelse, men noget andet er, at det visuelle udtryk og tankerne vi præsenteres for, ender med at blive noget man har set rigtig mange gange før.

Det er fx ikke ligefrem nyskabende at gøre brug af montager, ligesom det heller ikke er tale om et nybrud, når vi hører på rodløse unge mennesker, der filosoferer og holde enetaler i et væk om deres følelser, meninger med livet og deres bud på de store sandheder. Denne form for rebelskhed, hvor man refererer tilbage til andres opbrud, er ikke noget, der personligt kan få mit sind i kog. Hvad der til gengæld er imponerende, er klippearbejdet af Mathias Saabye.

Mathias Saabye, der tidligere på året, også klippede Viktor mod verden, har en særlig evne til at strikke råmaterialet sammen, så det ikke bare giver filmen sit eget særprægede udtryk, men også hvor helheden bliver større end de enkelte dele. De enkelte optagelser kunne måske være sat op på en mere afdæmpet måde, med flere krydsklip og kontinuitetsklip, men gennem hans energiske klippearbejde, bliver man fuldstændig opslugt af billedkollagen, hvad end det er en didaktisk montage, eller karakteren Serber, der langsomt får sværere og sværere ved at skelne virkelighederne fra hinanden.

Så selvom filmen måske ikke er 100% original i sit opgør med det konventionelle, er Det store glitch et frisk pust i det danske filmlandskab, der mest af alt er præget af indspisthed og gentagelser. Den er stimulerende om end ikke altid lige så tankevækkende, som den selv går og tror, men det bliver opvejet af en legesyg tilgang til mediet. Det er en film for enhver, der desperat leder efter noget anderledes og lidt mere eksperimenterende i lille Danmark.