TIFF viste sig at være en næsten perfekt repræsentant for, i hvert fald min egen opfattelse af, nationen. For Canada bliver udadtil fremstillet som et af de mest tolerante lande i verden, og byen Toronto bliver ofte nævnte som den mest multikulturelle i verden. Disse elementer bliver uden tvivl afspejlet i en filmfestival, der altid har et ualmindelig højt antal af film på programmet, i dette år var tallet på næsten 300 spillefilm. Det ekstraordinære her er dog ikke det store antal af film, men at alle film kan faktisk ses af helt almindelige mennesker, i modsætning til de europæiske filmfestivaler, såsom i Venedig og Cannes. Faktisk får det offentlige publikum, i modsætning til pressen, mulighed for at stille spørgsmål til folkene bag, efter filmen – så goderne er blevet ligeligt fordelt.

Hvis jeg kort skal kvantificere, hvad jeg nåede, så blev det til syv one-on-one interview, fem interview på den røde løber, diverse blogindlæg og så fik jeg set 36 film, hvoraf 27 også blev anmeldt. Det er meget – måske endda alt for meget – når man tænker på, hvor lidt tid, der reelt har været til det at nå det hele. Jeg har fået en bedre forståelse for, hvorfor der sjældent bliver skrevet så meget fra filmfestivaler, og selvom jeg måske ikke ville køre mig selv ligeså hårdt, hvis jeg vender tilbage næste år, så er jeg glad for det, jeg fik gjort så meget.

Min spådom.
Jeg ved godt, at man som seriøs filmjournalist skal spå om filmmediets fremtid efter en filmfestival som denne, der i høj grad skal visse både Hollywood og de mest kreative independent-filmskabere frem, men det giver ærligt talt ikke nogen mening, hvis jeg skal gøre mig til overdommer over noget så stort og alsidigt som ’film’. For det ville være svært at sige noget begavet, der ikke udelukkende var baseret på hypoteser eller gæt, selv hvis jeg faktisk havde set alle film. Det lykkedes mig ”kun” at få set i omegnen af 40 film i løbet af filmfestivalen, og det er vel næppe noget særligt solidt udgangspunkt, selv set ud fra festivalprogrammet. Hvis jeg skulle komme med en forudsigelse baseret på det, jeg har set, så kommer der ikke til at blive lavet flere komedier i fremtiden. Jeg fik nemlig kun set en enkelt komedie, så hvis man er komiker skal man ikke regne med at lave film i fremtiden, eller hvad? Jeg ved godt, at det er sat lidt på spidsen, men det er kun for at understrege min pointe om, at jeg ikke kan eller vil forudsige noget som helst om filmmediet baseret på min rejse.

Hele dette afsnit virker måske en smule langtrukket, men i det mindste er det mere ærligt end at gøre sig selv til fortaler og orakel for filmmediet, baseret på et meget spinkelt grundlag og et behov for at udfylde spalteplads.

Menneskerne i byen.
Det jeg dog meget gerne vil skrive her, for at binde en sløjfe på turen til TIFF, er, at det har været overvældende, men berigende. Udvalget af film, arrangementer og interviewmuligheder er så kolossale ved denne årlige begivenhed, at jeg simpelthen ikke kan fatte, hvordan jeg overhovedet nåede at få gennemført noget som helst. Det er også en smule voldsomt at se alle de åbenlyse ”Oscar-kandidater” på en gang, mest af alt, fordi der ikke er nogen grund til at gå i de danske biografer efter nytår, hvor de alle bliver udgivet i Danmark, men den tid, den sorg.

Spøg til side, så har det hele også unægteligt været en utrolig berigende oplevelse. Det skyldes til dels de fantastiske filmoplevelse, men endnu mere hele atmosfæren. I modsætning til Danmark, der er en lille andedam, så er man i 11 dage omgivet af mennesker, som er mindst ligeså passioneret med film som en selv. Man møder nye mennesker fra hele verden hver eneste dag, som er så glade for at være der, og som med en stor glæde i deres stemme er utrolig samtaleivrige. De fleste af de mennesker jeg mødte havde endda brugt deres feriedage på at tage til festivalen – og det var vel at mærke pressefolk.

Denne ægte begejstring og feststemning fra alle de mennesker, jeg har mødt, der kom fra alle verdenshjørnerne, er nok det jeg mere end noget andet vil tage med mig. For det er noget helt særligt, at se hvordan et århundredegammelt medie som filmen kan bringe folk sammen, og hvis det bare er i nærheden af at være sådan hvert år, så håber jeg på at kunne dække TIFF mange år ud i fremtiden.