Filmhåndværk af højeste kvalitet
Med Det andet offer tager instruktør Zinnini Elkington, i sin spillefilmsdebut, os med ind på hospitalsgangene. Her møder vi den dygtige læge Alexandra, også kaldet Alex, der har mange bolde i luften. Ikke nok med, at en normal vagt på neurologisk afdeling er hektisk, så ender et af hendes skøn med at give bagslag, og så er det ikke bare familien, men også hende selv, der må kæmpe med konsekvenserne af det valg.
En fornem debut
Handlingen udspiller sig kun over en dag, men vi kommer vidt omkring på den altopslugende vagt for Alex. For selvom hospitalsdramaet er blevet portrætteret til ukendelighed, er der alligevel fundet plads til at vise nuancer og nye sider af lægernes livsfarlige arbejdsliv.
Filmens største tekniske bedrift er uden tvivl et flere minutter langt one-take, hvor vi som fluen på væggen følger det turbulente opløb, op til og efter det tragiske fejlskøn, som vælter hele korthuset for Alex.
Det er det eneste tidspunkt, filmen bryder med de klassiske fortællekonventionerne, men det efterlader også sit aftryk. Ved at se filmens inciting incident udspillet så dokumentarisk, kan vi også forstå, hvordan der kan ske en fejl, som ellers aldrig måtte ske. Det er ikke så lidt Alex skal forholde sig til på en håndfuld minutter. En larmende vagttelefon, fordi en anden læge er sygemeldt, en ældre kvinde har haft et slagtilfælde, men journalsystemet er nede, så der skal træffes et kvalificeret gæt, ellers dør hun, og ikke nok med det, skal Alex også assistere en nyuddannet læge, der efter en uge på hospitalet må stå på egen hånd i akutmodtagelsen, på grund af personalemangel.
Alex skal træffe hundredvis af skøn i løbet af en dag, fordi der ganske enkelt ikke er tid eller plads nok. Derfor kommer det nok ikke som nogen overraskelse, at hun udadtil bryster sig af et panser, der ikke tillader tvivl, men hvad gør det så ved en, når man pludselig lukker tvivlen indenfor?
Det menneskelige drama
Ensemblet er enormt velspillende. Anført af den fænomenale Özlem Saglanmark i rollen som Alexandra, der får sagt så meget med et enkelt blik, at det ikke er til at forstå, hvorfor man ikke har set meget mere til hende på det store lærred før. Trine Dyrholm gør det også godt i sin vanlige meget emotive stil, selv Anders Matthesen dukker op og slipper afsted med på ingen måde at være morsom. I det hele taget er alt i præsentationen så sagligt og ordentligt, at der ikke er nogen chance for, at skuespillerne kan falde igennem.
Filmens største styrke ligger i denne næsten dokumentariske skildring af begivenhederne, men udgør også den største svaghed. Alt er er så ligefremt, at man ikke skal forvente noget twist eller lignende. Vi holder os til kernen, som er det menneskelige drama, og Zinnini Elkington skal have stor ros for at have nok tiltro til historien, og ikke klistre alle mulige gimmicks på, af frygt for at kede publikum.
Det andet offer er en fænomenal debut af Zinnini Elkington. Ikke nok med, at hun har skabt en højaktuel fortælling om et sundhedsvæsen under pres, så han hun også konstrueret et menneskeligt drama, der er vedkommende og rørende. Anført af Özlem Saglanmark, der til tider overstråler selv Trine Dyrholm, er der ikke en falsk tone i ensemblet. Med sine 92 minutter, er der heller ikke et gram fedt på historiefortællingen.
Man bliver ikke blæst bagover af en innovativ æstetik eller non-linære handlingsforløb, men man skal heller ikke underkende værdien af at sætte sig et mål, og derefter levere det til fulde. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har set en film, som følger filmteorien til punkt og prikke, og som også leverer i eksekveringen. Det er bare godt filmhåndværk på alle led og kanter, og skaber en både beundringsværdig og effektivt medrivende oplevelse.
