Fra uhyggelig og relevant streg til skræmmende og vigtig scenekunst
Had er had
Første bind af Halfdan Piskets grafiske novelletrilogi Desertør udkom i 2014. Her fortæller han historien om sin fars barndomsminder fra en lille landsby mellem Tyrkiet og Armenien, og hvordan han som ung voksen endte i et tyrkisk militærfængsel efter at have deserteret.
Den fortælling er nu blevet til forestillingen af samme navn, bearbejdet og instrueret af Blaagaard Teaters tidligere direktør, Sargun Oshana.
Forestillingen har været længe undervejs, men blev i 2020 udskudt på grund af coronanedlukningen, og det har desværre ikke gjort historien mindre aktuel. Tværtimod.
Med de billeder, vi ser fra Syrien og Palæstina, er der intet nyt under solen. Had er had, og Desertør viser og fortæller, med uhyggelig præcision, om mange af de tandhjul, der altid står bag, og de meningsløse tab, der altid efterlades i kølvandet.
Jeg er holdt op med at kalde mig selv ved navn
Halfdan Piskets visuelle fortællestil bliver gengivet og projekteret i et lys- og videodesign af Clement Irbil og Andreas Buhl på scenens støvede betonklodsopbyggede scenografi, tænkt og lavet af Franciska Zahle og Rosa Birkedal.
De tre medvirkende skaber med deres hvidkalkede ansigter og beskidte fængselskedeldragter en uhyggelig tilstedeværelse, men dukkemager Katrine Karlsens gengivelse af forestillingens hovedperson, bragt til live af de medvirkende, er intet mindre end rædselsvækkende.
Hvis man er en del af det publikum, som ikke tidligere har stiftet bekendtskab med den grafiske novelle, er der tidspunkter, hvor man føler sig hægtet af, og en indforstået alliance opstår med den anden del af publikum, der netop kender værket i forvejen. Men det er kun flygtigt og i detaljerne. Den overordnede gengivelse af værket er ikke til at tage fejl af og efterlader alle med ønsket om at mærke solens varme og håbet om, at hadet aldrig kommer til at sejre.
Snart kommer solen
Haesam Jakir, Ellaha Lack, og Kasper Krassimir glider ubesværet ind og ud af diverse roller, og selv om kostume og de hvidkalkede ansigter forbliver de samme, er det aldrig svært for publikum at gennemskue overgange og skift.
Hvis du lider af fotosensitiv epilepsi, skal du undgå denne forestilling, da den med sikkerhed vil fremprovokere anfald.
Det skal ikke altid være nemt at gå i teatret, og denne forestilling er alt andet end en hyggelig aften, men jeg kan ikke komme i tanke om noget vigtigere at bruge sin tid på.
Desertør spiller fra 01. februar til 28. februar 2025. Blaagaard
Varigheden er ca. 1 time 15 min. uden pause.
Medvirkende: Haesam Jakir, Ellaha Lack, Kasper Krassimir. Forfatter: Halfdan Pisket. Bearbejdelse & instruktion: Sargun Oshana. Scenografi: Franciska Zahle. Realiserende scenograf: Rosa Birkedal Originalt lys- og video design: Clement Irbil. Redesign lys- og video: Andreas Buhl. Lyddesign: Anders Amdisen. Dukkemager: Katrine Karlsen. Dukkeførerkonsulent: Astrid Kjær Jensen. Dramaturg: Christina Wendelboe, Instruktør assistent: Julie Hededal Bunimowicz. Scenebygger: René F. Rasmussen. Scenemester & rekvisitør: Amalie Westh. Produktions- og forestillingsleder: Merethe Trolle. Teknisk afvikler: Thora Eriksen. Bagsceneafvikler: Mathias Sauer. PR & scenefotos: Zuhal Kocan. Video: Sara Jordan.