En enestående og rørende biografoplevelse
I Den vilde robot får vi historien om ROZZUM 7134, eller “Roz” som hun også bliver kaldt. Roz er en robot, der efter et skibsforlis ender på en ubeboet ø fuld af vilde dyr. Hun er programmeret til at hjælpe mennesker, men uden nogen former for menneskelig kontakt går hun metodisk til værks og beslutter sig for at tilpasse sig sit nye miljø i naturen, så hun i stedet kan hjælpe dyrene.
Gennem algoritmiske observationer lærer hun langsomt dyrenes sprog og adfærd. Roz er dog stadig en robot, så det er ikke lige let at passe ind i øens meget firkantede økosystem. Hun danner dog et særligt bånd til en lille gås, som hun utilsigtet adopterer, og deres forhold bliver startskuddet til en rejse, der udforsker vidtrækkende temaer lige fra familie, venskab, overlevelse og hvad der afgør, om man er levende.
Det lyder måske som en meget generisk børnefilm, fuld af støj og alt for mange farver, som kun er beregnet til at fastholde de mindstes opmærksomhed, mens forældrene kan få en pause i et par timer, men det kunne ikke være længere fra sandheden. Det er en spektakulær og eminent lavet film, som har noget for alle aldre.
Går op i en større enhed
Æstetikken er måske ikke nyskabende, men den er målrettet og understøtter historien, i stedet for at distrahere fra og undergrave den, som langt de fleste animationsfilm har for vane at gøre.
Hver eneste scene er fuld af små finesser, der vækker øens vilde indbyggere og natur til live. Man kan ikke underkende det arbejde, der er lagt i at gøre hvert dyr unikt, selvom de af natur ikke ser særligt unikke ud. Fx ligner ræven Fink til forveksling ræven Nick fra Zootropolis, men så snart han bevæger sig, er man ikke i tvivl om, at han er sin helt egen. Det samme gør sig gældende for resten af dyreensemblet, der er så fremragende animeret, at man bare lader sig rive med.
Når det kommer til historien, er der fart over feltet. Det er en letforståelig en af slagsen, der uden tvivl kan nydes af de mindste, mens der i bedste familiefilms-stil også er et hav af vittigheder, som kun de voksne griner af. Alt dette er imponerende som rent filmhåndværk, men hvad der er mere overraskende, er, hvordan man langsomt bliver fuldstændig opslugt af oplevelsen.
Svært ikke at blive rørt
Til at starte med sidder man måske og griner lidt af de sjove situationer og de mange slapsticksekvenser, men efterhånden begynder man virkelig at holde af karaktererne. Så meget endda, at selv en mand som mig, der sjældent bliver rørt af film, måtte kæmpe med en klump i halsen hele den sidste time.
Roz’s rejse fra en kold, analytisk robot, til en kærlig og omsorgsfuld figur er både håbefuld og hjerteskærende. Hendes forhold til Blanknæb, Fink og alle de andre dyr på øen viser også, hvilken positiv effekt vi kan have på vores omgivelser, også selvom vi måske ikke selv er klar over det.
Med andre ord er det svært ikke at fælde en tåre, når man går ind og ser Den vilde robot. Det er en film, der ikke bare er værd at se, men bør ses af folk i alle aldre. Den er både rørende, morsom, fantastisk animeret, fuld af levende karakterer og så effektivt fortalt, at den kan agere som en masterclass i, hvordan et manuskript skal skrues sammen. Så selvom den måske ikke genopfinder den dybe tallerken, fortæller den alligevel sin historie til noget nær perfektion. Det er umuligt ikke at blive imponeret, og det er helt klart en biografoplevelse, du ikke bør være foruden.
