Et interessant portræt af personligheden Zlatan.
Zlatan Ibrahimovic, ofte bare kaldet Zlatan, er en sjov størrelse. Han er uden tvivl en af de bedste angribere i fodboldens verden, men alligevel er det hans personlighed, der ofte får størst fokus i form af hans arrogante udtalelser til pressen, hans høje tanker om sig selv og hans rolle som ’Mr. Paris Saint Germain’. Dokumentarfilmen Den Unge Zlatan går tæt Zlatans unge år, og kigger på ham før han gjorde Parc des Princes til det store Zlatan-show. Man følger ham i sine tre første professionelle klubber, fra supertalentet i Malmø FF til superstjernen i Juventus.
Udvikling fra talent til stjerne er en interessant historie. I Den Unge Zlatan er det er spændende at følge den reelle historie om hvordan man skridt for skridt går mod stjernestatus, samtidig med at man møder modstand på vejen. Modsat film som Goal, hvor sådan en historie skal pyntes op med et halvdårligt patos-fyldt manuskript og en gennemsyrende uvidenhed om fodboldens verden, er det interessant at se og høre hvad der reelt set foregår bag kulisserne, samtidig med at der også bliver disket op med medrivende klip fra virkelige fodboldkampe. Jeg kunne for eksempel ikke lade vær med at måbe da Zlatans fantastiske 5-1 mål for Ajax mod NAC Breda blev vist.
En manglende dramatisk struktur.
Størstedelen af filmen klipper mellem Zlatans tid i Malmø og hans tid i Ajax, for til sidst at vise ham med succes i Juventus. Det er en smule ærgerligt at filmen ikke i stedet fulgte den mere klassiske tre-akts-model med en begyndelse (Malmø), en midte (Ajax) og en slutning (Juventus), da jeg føler at det havde været mere spændende at følge Zlatans kronologiske udvikling skridt for skridt. Eksempelvis føler man ikke rigtig det emotionelle punch ved Zlatans sidste kamp og afsked med Malmø, for man har allerede set ham udfolde sig i Ajax.
Instruktørerne af filmen har nok valgt at klippe mellem Ajax tiden og Malmø tiden for at relatere begivenhederne i Ajax med et mere nærgående personportræt af Zlatan i Malmø, men jeg følte dog aldrig at man via disse mere personlige klip fra Malmø tiden kom synderligt meget tættere på ham. Man fik af vide at han havde en kæreste han var glad for, som han så senere pludselig havde slået op med, man fik af vide at hans far pressede ham til at blive bedre, mens det senere hurtigt bliver nævnt at faren forresten drak for meget og Zlatans mor og lillebror fik man aldrig uddybet betydningen af.
Men som filmen også siger, så er Zlatan som han altid har været, en lukket person, der sjældent åbner sig op for folk, og det indtryk ændrer filmen ikke på. Til gengæld får man et indtryk af den store og specielle personlighed som Zlatan besidder med sin markante aura omkring sig, og man forstår også hans ønske om at komme til Italien og spille, for som de også siger i filmen, så er det i Italien ligegyldigt om du er egoistisk, bare du har personlighed.
Alt i alt er Den Unge Zlatan en dokumentar med en interessant historie, som dog kunne have brugt en anden struktur til at gøre historien endnu mere interessant. Man får et billede af en markant personlighed, men selv om filmen forsøger, så evner den ikke at komme helt ind under huden på denne personlighed. Filmen formår dog at fastholde ens interesse fra start til slut, samtidig med at man føler, at den har ramt et passende billede af Zlatan, både som personlighed og som fodboldspiller.
- Release Date: 6/1/2016