En film med to store skuespilspræstationer

Den store stilhed er noget nær definitionen på et kammerspil. Handlingen udspiller sig ganske vist ikke foran køkkenvasken, men kulissen med det klaustrofobiske katolske kloster, er ikke ligefrem overdrevet cinematisk. Den manglende visuelle flair behøver dog ikke at være en stor hæmsko, for som det er kendetegnet ved denne genre, så er det i allerhøjeste grad skuespillet og det interpersonelle drama, der skal bære filmen – og heldigvis er rollerne godt besat.

Det troværdige søskendeforhold
I hovedrollen som Alma, finder vi den norske Kristine Kujath Thorp, som de danske biografgængere måske kan huske fra katastrofefilmen Nordsøen, der udkom sidste sommer. Hun er ikke bare enormt velvalgt som den forpinte nonne, der har lukket verden ude efter en tragedie, men rummer også en passende sårbarhed, der hører til en person, der til trods for klarheden og trygheden i religionen, aldrig rigtig har forholdt sig til konsekvenserne ved hendes beslutninger.

En af de konsekvenserne er hendes bror Erik, spillet af den tilsyneladende altid biografaktuelle Elliot Crosset Hove. Hove er nok mest kendt for at spille lettere utiltalende skikkelser i film som Vinterbrødre og Journal 64, men her spiller han en person, der helt åbenlyst er blevet forurettet og bare ønsker at blive værdsat. Hans ønske om at blive anerkendt kolliderer dog med Almas frygt for at forholde sig til virkeligheden, og det er i denne konflikt, at filmen står allerskarpest. Søskendeforholdet fremstår ægte, på både godt og ondt, og som en isoleret del af filmoplevelsen, er det fornemt fortalt.

Hæmmet af økonomien
Desværre føler jeg mig nødsaget til at vende tilbage til genren, som er kammerspillet, og de enorme begrænsninger, der ligger heri, som filmen aldrig rigtig formår at løfte sig ud af. Jeg er godt klar over, at det er instruktør Katrine Brocks’ spillefilmsdebut, og at det i det danske støttesystem også er ensbetydende med et stramt budget, men til tider er det mere teater end en storstilet biografoplevelse. Her tænker jeg fx på øjeblikke, som da Erik dukker op og laver det, der skal være den helt store scene, men det bliver den bare aldrig. Kameraarbejdet er ganske enkelt for hæmmet, og man kan mærke på lærred, at der lige har manglet det sidste økonomiske pusterum, til at gøre filmen større og mere cinematisk.

Den store stilhed, er såmænd et godt kammerspil, men heller ikke mere end det. Den bliver båret af skuespillerne Kristine Kujath Thorp og Elliott Crosset Hove, der begge er troværdige i deres respektive roller, og som sørger for, at man er engageret hele vejen igennem. Som spillefilmsdebut, er det en solid produktion Katrine Brock har støbt sammen, og jeg glæder mig til at se, hvad det ellers kan blive til, når ambitionerne også kan få lov til at være lidt større.