Nyskrevet musikeventyr om en ung havfrues længsel efter kærlighed

Dybere end noget ankertov når
Forestillingen, Den lille havfrue, er ikke helt som vi kender den, men det er den så lidt alligevel.

Det er ikke kun nyskrevet, som teatret selv reklamere med, det er omskrevet, og meget af den folkekære digters tekst er fint og uproblematisk overført til replikker. Det oprindelige eventyr er i høj grad til stede, hvor melankolien, længslen og drømmen om et andet liv, hele tiden er en usynlig medspiller, hvis ikke den alt overskyggende hovedrolle.

Dette er ikke Disney og tak for det. Her er det ikke små gafler, en pibe og andet tabt i havet, som Solea samler på. Det er menneskeknogler.

Vi kender alle sammen eventyret, og hvis du ikke gør, så er det med at få det læst.

I denne fortolkning fokuserer instruktør Anastasia Holst Nørlund, sammen med musikproducer og sangskriver Markus Artved, stadig på forelskelsen, men der er zoomet ind på det gamle ordsprog, ”græsset er altid grønnere på den anden side”, og det gør forestillingen ekstrem relevant i den digitalt manipulerende verden, som vi efterhånden lever i.

Den 15-årige teenager drømmer sig væk til en verden, hun ikke kender. Hun forelsker sig i den første hun ser, uden at kende til andet end udseende, og hun ofrer alt for at blive en del af den verden, som hun næsten ikke engang har oplevet på afstand.

Kærlighed gør blind. Men hvad er det for en kærlighed?

Ingen glæde var hende større end at høre om menneskeverdenen der ovenfor
Den lille havfrue bliver fremragende spillet af Stephanie Nguyen. Med ekstrem kropskontrol som danser formår Stephanie Nguyen at give Solea en ynde, der udstråler harmoni med det våde element første akt befinder sig i. På papiret lyder det svært at have en hovedrolle, der ikke kan tale i halvdelen af forestillingen, men også her kommer kropskontrollen ind i billedet, og Solea forbliver en interessant karakter også uden ord.

Det betyder ikke, at man skal se Stephanie Nguyen som oplagt på grund af dansen alene. Som skuespiller og sanger er der ikke en finger at sætte på det åbenlyse krystalklare talent.

Lasse Steen Jensen skal meget mere end at være prinsen på den hvide, ja kæphest, som det faktisk er tilfældet her. Det er noget af en opgave at skulle lave en karakter, der først virker lidt teenageforvirret og privilegeret, i rollen som prins, men langsomt lade publikum forstå, at det, der først virker som om, at han taler meget, fordi havfruen ikke kan, bliver til en fuldkommen egocentreret person uden indblik i noget som helst faktisk. En spændende og humoristisk rolle for Lasse Steen Jensen, men mellem linjerne er budskabet om, at den eneste mand i forestillingen er uforstående, usympatisk og menneskeblind en smule trættende.

Som ofte er det antagonisten, der er mest kød på, når det kommer til roller, og her har Rosalinde Mynster vundet i scenelotteriet. Havheksen er ikke mørk og ond uden grund, der er en smuk og hjerteskærende fortælling her. Den er som en del af det nyskrevne med til at gøre karakteren til forestillingens skjulte guldkorn, der fuldender cirklen om ulykkelig kærlighed.

Rosalinde Mynster kan tillade sig at male med stor pensel uden det afviger fra resten af forestillingens ramme.

Det samme kan siges om Camilla Lau i rollen som prinsesse Helena. Sammen med resten af hoffet er hun i begge akter et tiltrængt pust af humor, der kommer ind i billedet på de rigtige tidspunkter, når melankolien er ved at stramme sit greb.

Det var den sidste nat, hun åndede den samme luft som han
Første akt i forestillingen Den lille havfrue er langsom og hypnotiserende. Den er modig og smuk. Det giver plads til musikken, som er en stor del af forestillingen. Det er flot skrevne tekster, der selv om noget pludseligt er på engelsk, stadig bidrager til det større budskab.

Kostumerne gør det hele til et eventyr, som det skal, og især havfruerne er lavet, så den gamle sømandsmyte er intakt. Men netop fordi første akt er langsom, havde det gavnet og hjulpet fremdriften med lidt mere scenografi. Der er meget sort og mørkt.

Det bliver der kompenseret for, da anden akt afslører papirklip af den fineste slags.

Der på molen, hvor menneskene bor, er der selvfølgelig tivoli. Evig ubekymret glæde og sus fra glade gæster. Det er en stor kontrast fra havets mørke, og vi forstår havfruens nysgerrighed.

Men efter et stykke tid, bliver også denne scenografi, på trods af gulvets mange hæve- og sænkemuligheder, lige statisk nok. Det er, som mange gange før, en svær opgave at gøre den store scene i skuespilhuset intim.

Igen skal havheksen nævnes. Kostumet, der visualiserer en krop i forrådnelse fanget i et fiskenet sammen med affald, er stor symbolik og på alle tænkelige måder fuldendt og perfekt.

Denne version af Den lille havfrue er ikke for alle, men hvis du er til det dybe og hypnotiserende med et budskab, der kommer i flere lag, så er det bare med at komme afsted.

Det er ikke for børn, og måske er det også på tide at kræve eventyret tilbage, hvor det oprindeligt er tiltænkt. Det betyder ikke, at børn eller nok mere unge mennesker ikke kan se med, tværtimod tror jeg, at netop denne forestilling kan byde på meget mere og få fremtryllet tiltrængt refleksion.

Den lille havfrue spiller fra 25. april til 08. maj 2024. Skuespilhuset. Store Scene
Varigheden er ca. 2. timer og 30. minutter Inkl. pause. Egnet fra 15 år og op.

Medvirkende: Stephanie Nguyen, Lasse Steen Jensen, Rosalinde Mynster, Camilla Lau, Charlotte Fich, Özlem Saglanmak, Jela Natius Abildgaard, Bolette Nørregaard bang. Iscenesætter og dramatisering: Anastasia Holst Nørlund. Scenograf og kostumedesigner: Julian Toldam Juhlin. Koreograf: Stephanie Thomasen. Lyddesign: Jonas Vest. Lysdesign: Súni Joensen. Musiker: Felix Havstad Ziska, Mathias Petri, Cornelia Nilsson. Komponist: Markus Artved, Sangtekster: Markus Artved, Anastasia Holst Nørlund.