Et intimt portræt
I en tid, hvor det er moderne at skubbe de glemte pionerer frem i lyset, er det meget passende, at også Barbe-Nicole Clicquot Ponsardin får sin historie fortalt. Det er ikke bare historien om at drive en vingård, men en dannelsesrejse, der, midt i Napoleonskrigene, skabte fundamentet for det berømte champagnehus Veuve Clicquot.
Da filmen starter, er vi til begravelse. Året er 1805 og Barbe-Nicoles mand, vinavleren François, er lige gået bort. Med det samme trækker mændene Barbe-Nicole til side med et tilbud på gården og en nedladende insisteren på, at hun som kvinde bør sælge med det samme. Hun vil det dog anderledes, og med en god gang vilje og ringeagt for mudder på kjolen, følger vi hende over de næste par år, hvor hun etablerer sig som vinavler, mens historien bag hendes mands dramatiske død langsomt bliver afsløret.
Retten til at følge sin passion
Det er en meget lige til fortælling, og det er da også konflikter, som vi har set mange gange før. Over et par år følger vi hendes kamp for at beholde vingården og etablere sig som champagneproducent, alt imens mandschauvinismen og økonomien konstant er imod hende. Fx skal hun hele tiden være på vagt, fordi hun kun kan beholde gården som enke, da kvinder på dette tidspunkt er andenrangsborgere i mere end en forstand.
Og man forstår godt, hvorfor kun kæmper så meget for at fortsætte som vinavler, selvom det til tider kan se sort ud. Jeg kan kun forestille mig, hvordan det har været at være kvinde på det tidspunkt, hvor du er så marginaliseret, at det ikke er givet, du hverken kommer til at leve et godt liv eller kan få muligheden for at dyrke noget, du inderligt brænder for. Hvis muligheden så opstår for at få begge dele, hvorfor skulle man så ikke tage den, selvom det betyder, man må give afkast på enhver kærlighed i fremtiden.
For lille en historie
Haley Bennet gør en god figur som Barbe-Nicole. Hun er ikke noget karismatisk festfyrværkeri, men troværdig som en stille kvinde, der på sin egen måde kæmpede for retten til at være til. Mere automatpilot er der over Tom Sturridge og Sam Riley, der ganske vist er klædt i det rigtige tøj, men virker som taget ud af et teater, i stedet for tidsperioden. I det hele taget, havde filmen nok været mere dragende, hvis denne franske fortælling ikke var så entydigt engelsk. Britisk etikette gennemsyrer hele filmen, og det efterlader meget at længtes efter, sammenlignet med de mere hårdhændet og bramfrie franskmænd, de skal forestille at være.
Den gule enke fortæller en enestående historie om Barbe-Nicole Clicqout Ponsardin, der for 200 år siden formåede at bryde ind i mændenes verden og skabe sit et navn og eftermæle, der stadig kan ses på de gule champagnemærkater den dag i dag. Det er et meget intimt og stilfærdigt portræt, måske endda for stille, for selv filmen glemmer undervejs, at Frankrig var i krig på det tidspunkt. Det er en lille historie, som er værd at fortælle, men hvorfor historien fortjener en stor biograffilm og ikke en dokumentar, får vi dog aldrig rigtig forklaret.