Anden gang er stadig ikke lykkens gang
Efter de første fire Afdeling Q-film var der nok mange, der undrede sig over, at den skulle genstartes med et nyt ensemble. Filmene med Nikolaj Lie Kaas i hovedrollen var gigantiske biografsuccesser, så det var nok mest kunstneriske stridigheder, der lå til grund for ændringerne. Nu er vi så nået til den anden film i den nye serie, Den grænseløse, der handler om et makabert mord på Bornholm, og selvom det hele er dystert i klassisk noir-stil og ondskaben har fået et nøk opad, er det stadig svært at se, hvordan denne version af Carl Mørck og Afdeling Q er bedre.
Hvis vi starter med det positive, så er Ulrich Thomsen en rigtig god Carl Mørck. Rollen som den livstrætte, distræte knudemand mestrer han til perfektion, og han er grundlæggende bedre castet end Nikolaj Lie Kaas, der simpelthen havde for stor en livsgnist.
Det har dog konsekvenser at sadle om, for ved at give afkald på varmen i bromancen mellem Carl og Assad, skal der indsættes noget nyt. Hvad, er dog svært at sige, selvom filmskaberne har haft to film til at skabe en ny status quo.
© Nordisk Film Production
Ukarismatisk ensemble
En ting er den ufølsomme hovedkarakter, der fungerer som et spejl på al den ondskab han har mødt, men hvis han skal blive interessant, er han nødt til at have modspil i form af andre arketyper – men de mangler bare her.
Det er ikke til at sige præcis hvorfor, men af en eller anden grund, er der intet samspil i ensemblet, og det lader til at være med vilje. Manuskriptet forsøger ikke engang at skabe en relation mellem Carl, Assad og i denne omgang også Rose, der har fået en langt større rolle end tidligere. De taler som kollegaer, der tolererer hinanden, men en personlighed, der får dem til at fremstå som mennesker, er der ikke nogen af, og så er det svært at danne en relation til dem på kun to timer, når der også skal opklares en række mord samtidig.
For selvom det måske er svært at spore, hvad filmskaberne vil sige med det nye ensemble, så er det i det mindste stadig en klassisk krimiserie med overlagte mord, der skal opklares, og til forskel fra karaktererne, har instruktør Ole Christian Madsen og forfatter Jakob Weis ikke været i tvivl om, hvad de vil med genren, for de har proppet den til randen med ondskab.
© Nordisk Film Production
Ondskab og inkompetence
Kastrering, nekrofili, en morderisk kult og ikke mindst selvmord er nogle af de makabre ting, publikum bliver tvunget til at forholde sig til under Carls efterforskning af en mystisk henlagt sag. Det hele viser sig dog hurtigt at være så blottet for substans, at man næsten begynder at grine, når vi bliver eksponeret for stadig mere absurde måder at begå selvmord på.
I de senere år er ærbødigheden for politiet, i vores del af verden, blevet taget op til genovervejelse, og det kan man også mærke her. Politiets efterforskere er langt fra ufejlbarlige, hvor eksempelvis Bornholms politiinspektør gentagende gange bliver kaldt for idiot, da han ikke er i stand til at forstå de mest banale årsagssammenhænge.
Carl Mørck er dog ikke meget mere begavet selv, og stråler kun ved fraværet af intelligens hos alle andre. Fx bliver en kvinde lemlæstet, og Carl Mørck er tilsyneladende den eneste betjent i landet, der har overvejet at spørge hende, hvem gerningsmanden var?
Detektivarbejdet bliver aldrig mere genialt end det, og mysteriet er hovedrystende forudsigeligt og banalt, og der er ikke noget værre, end er være klogere end detektiverne i en krimi.
Et er, at Carl Mørck er distræt, men at Assad er tør som en kiks og Rose pludselig er så traumatiseret, at hun til ingens overraskelse, udover dem i filmen, ender som en større hindring end hjælp i opklaringsarbejdet, er langt mere utilgiveligt. Så da vi endelig får afsluttet den temmelig uinspirerende sag, er det mest af alt med en lettelse over, at historien i det mindste er ved at nå til vejs ende.
Den grænseløse er endnu et forsøg på at puste nyt liv i de ondskabsfulde fortællinger om de morderiske forbrydere Afdeling Q forsøger at fange. Ulrich Thomsen er stadig perfekt castet, men derudover er det, ligesom med den første, svært at spore, hvad der skulle gøre den her bedre eller bare bemærkelsesværdig, til forskel fra de første fire med Lie Kaas og co., der var både mere veludførte og underholdende.
