Mere en stiløvelse end et eftertænksomt portræt
Det er med enormt store forventninger, at filmatiseringen af Leonora Christina Skovs selvbiografiske bestseller, Den, der lever stille, nu er blevet til en storstilet biograffilm. Man kan mene, hvad man vil om mediepersonligheden Leonora, der aldrig har været bleg for at stille op i debatprogrammer og udtale sig i meget klare og firkantede vendinger, men hendes evner som forfatter, kan ingen betvivle, hvilket også har ført til et hav af priser. Hendes livshistorie er da også helt grundlæggende opsigtsvækkende, så fundamentet for en stærk film, er tydelig for enhver.
© Nordisk Film
Ikke som andre portrætfilm
Det er historien om en person, der er opvokset i et småborgerligt hjem med forældre, der af forskellige årsager, aldrig skulle have haft børn, over til den store rejse for at finde sin seksualitet, for ikke at nævne den udadtil absurde historie om hendes mor, der gav Leonora skylden for, at hun fik brystkræft. Der er nok at give sig i kast med, så spørgsmålet er derfor, hvordan dette portræt er blevet oversat fra litteraturens prosa til filmmediets lyd og billede. Svaret er dog ikke lige så entydigt fantastisk.
Meget hurtigt står det nemlig klart, at det her ikke er nogen helt normalt portrætfilm. I stedet bliver historien fortalt som en række af drømmelignende sekvenser, hvor virkelighed og fantasi langsomt glider over i hinanden. Det er helt klart tænkt som en måde at udnytte filmmediets spidskompetencer, og ved hjælp af metaforer fortælle langt mere, end der er tid til i løbet af de godt 100 minutter filmen varer.
Ligesom Leonoras liv er helt grundlæggende spændende, så giver alle disse stilistiske kneb også filmen sit helt eget visuelle udtryk, og får den til at skille sig ud fra alle de andre biografer, der er i biografen, ved at bryde med den skabelon, som denne genre har for vane at følge med en nærmest dogmatisk ærbødighed.
© Nordisk Film
Hvor er mennesket Leonora?
Og når man er ambitiøs, følger der også en vis risiko med, som desværre for mit vedkommende, endte med at vægte tungere end potentialet. Ved at bruge så meget tid og energi på at gentænke den cinematiske indpakning, bliver det på bekostning af det, som filmen egentlig burde fokusere på – hvem er Leonora Christina Skov? Baseret på filmen her, er hele hendes liv og identitet ikke bare formet, men udelukkende forankret i forholdet til hendes forældre. Det fremstår overraskende forsimplet med tanke på, at Leonora trods alt også må have kæmpet enormt meget med at finde sig selv, når hun kommer fra så bagstræberisk et hjem, hvor normerne er vigtigere end autenticitet. Det har der dog ikke været plads til, øjensynligt fordi det ikke passede ind i det visuelle udtryk.
Den, der lever stille, er en meget ambitiøs portrætfilm. Instruktør Puk Grasten vil tydeligvis gerne lave en film, der ikke er ligesom alle de andre, men i sin iver efter at skille sig ud, ender det hele med at fremstå mere som en stiløvelse, end en eftertænksom skildring af en person og et liv. Jeg kan ikke mærke mennesket Leonora i denne film, der er så entydigt drevet af forholdet til hendes forældre, at det er svært at finde lighederne med den person, der i dag har vundet De Gyldne Laurbær, tør stå ved sine holdninger og ikke mindst sin seksualitet. Filmen tegner i stedet et portræt af en person, hvis tilværelse kun cirkulerer omkring, hvad hendes forældre mener og synes.
Skal jeg dog til slut tale projektet lidt i møde, er det selvfølgelig min tolkning af en film, der i allerhøjeste grad lægger op til, at publikum skal være medskabende i fortællingen. Min fortælling er ikke en, jeg har lyst til at se igen, men det gode er, at det måske ikke er tilfældet for dig.
