Et kammerspil med stof til eftertanke
Det marokkanske drama, Den blå kaftan, fortæller historien om ægteparret Halim og Mina, der driver et skrædderi i byen Rabat, hvor de i generationer har håndsyet de flotte kaftan klædedragter. En kaftan er nemlig ikke bare en flagrende kjole, men også et arvestykke for de fleste familier, der har en helt særlig betydning fra person til person.
Forretningen og ægteskabet kører dog ikke helt på skinner for tiden, så de har noget modvilligt fået hjælp i butikken i form af den unge Youssef, der viser sig at have et enormt stort talent for håndværket. Youssefs tilstedeværelse fører gnidninger med sig, men det er først, da Halim begynder at få et lidt for godt øje til den unge skrædder, at situationerne langsomt eskalerer.
© Camera Film
Plottet er måske meget enkelt, og det er egentlig også meget passende for en film, der er relativt kort og fortæller sin historie gennem et meget snævert ensemble. Fokus er i stedet på karaktererne, og hvordan deres meget strukturerede hverdag bliver udfordret af det interpersonelle drama. Gennem nærbilleder og sigende blikke, kommer vi helt tæt på Halim, Mina og Youssefs følelsesliv, hvor man i et meget konservativt samfund virkelig skal passe på, når man kæmper følelser, der falder udenfor normen, som eksempelvis homoseksualitet.
Det er voyeurisme, når det er allerbedst, efterhånden som vi langsomt kommer ind på livet af de tre hovedkarakterer, og får afdække hvem de er, efterhånden som vi lærer dem bedre at kende, og facaden krakelerer. Det er i det intime samspil mellem skuespillerne, Lubina Azabal, Saleh Bakri og Ayoub Missioui, at ikke bare dramaet, men også menneskeligheden dukker op til overfladen, i takt med, at de helt store spørgsmål om meningen med livet og kærligheden bliver bearbejdet af mennesker, der er overraskende lette at spejle sig i, selvom de lever i på den anden side af jorden. Man bliver efterladt med stof til eftertanke, og hvad mere kan man forlange af et helstøbt kammerspil.
