Bruce Willis overtager det store lærred igen, igen
Dr. Paul Kersey redder hver dag flere liv på et hospital i Chicago. De fleste patienter han får ind på intensivafdelingen er ofre for blodige bandekampe og skududvekslinger. Han har altså det barske og blodige Chicago helt tæt på kroppen, når han er på arbejde.
Den voldelige og dramatiske hverdag, som Dr. Kersey lever i, står som stærk kontrast til hans rolige og behagelige privatliv i et stort forstadshus. Sammen med sin smukke kone og datter lever Dr. Kersey i den grad det gode liv – lige indtil volden rykker indenfor hjemmets fire vægge.
På et splitsekund er Dr. Kerseys liv forandret, og det går langsomt op for ham, at han må tage sagen i egen hånd for at få slukket sin hævntørst.
Hævnen er sød
Death Wish er på mange måder et bevis på, at Bruce Willis burde trække sig tilbage og nyde sit otium. I al fald fungerer han ikke længere som gør-det-selv actionhelt. Og det gør det ikke bedre, at han ifører sig hættetrøjer, hver gang han skal ud på hævntogt. Dermed sagt at helten i filmen simpelthen er for kikset, og det er bestemt ikke meningen med karakteren.
Heldigvis matcher helten resten af filmen rigtig godt. Filmen er både dårlig, ikke spor morsom og til tider direkte stødende. Jeg blev konstant overrasket over, hvordan det kan være acceptabelt at lave en film, som er positivt stemt over for selvtægt uden nogen form for refleksion eller ironisk perspektiv på emnet. Selvom jeg udmærket er klar over, at en film som denne vil blive modtaget med kyshånd i nogle amerikanske kredse, så var jeg alligevel overrasket.
Selve fortællingen var også forfærdelig og uoriginal – og dette skriver jeg på trods af, at jeg ved filmen er en nyfortolkning af filmen ved samme navn fra 1970’erne. Man kunne have været modig og give fortællingen og filmen et mere moderne udtryk. I stedet får vi serveret fortællingen om en hvid øvre middelklasses mand og hans kamp mod Chicagos fattige kriminelle. Det er så kedeligt at bevidne, og man mangler som tilskuer virkelig en dybere refleksion hos vores kære Dr. Kersey. Men hverken hos ham eller hos politiet finder vi nogen form for dybere refleksion over, hvad det egentlig vil sige at tage på hævntogt og slå ihjel. Vores læge går fra en der vil redde liv til en der fuldstændigt koldblodigt tager liv fra den ene dag til den anden! Det giver ingen mening.
Jeg havde ingen forventninger til denne film, men alligevel gik jeg ud af biografsalen med en skuffelse og forargelse over, hvor dårlig den var.
Men lad nu al det rent politiske eller samfundskritiske ligge og lad mig fokusere ene og alene på underholdningsværdien af denne film, som trods alt er en actionfilm uden lovning på andet end tidsfordriv, men ikke engang underholdning kunne den levere. Og derfor får den kun 1 stjerne. Øv for en omgang.
- Release Date: 3/8/2018