Mere af det samme, men det fungerer
I superheltefilmen, Deadpool 2, vender titelkarakteren, der ikke er bleg for at fyre kvikke bemærkninger af og adresse publikum direkte tilbage, efter den overraskende store succes den første film havde for to år siden. I denne ombæring støder Deadpool ind den hårdtslående tidsrejsende kriger, Cable (Josh Brolin), der har i sinde at slå en ung mutant ihjel. Derfor beslutter Deadpool sig selvfølgelig for, at danne sig eget superhold, (fordi det er så meget oppe i tiden), i håbet om at redde mutanten fra Cable, hvilket unægtelig skaber en masse humoristiske og actionfyldte scener undervejs.
Stadig opfindsom
Lad mig bare med det samme besvare det helt stor spørgsmål, der nok for det fleste fans også er det vigtigste, er filmen sjov? Det korte svar er ja, for det er en virkelig sjov film, særligt hvis du har fulgt med i hele superheltebølgen over de senere år, så føles det som om de mange timers investering endelig giver komisk pote. Der er så mange referencer til superheltefilmene gennem det seneste årti, der for mit vedkommende i hvert fald fik et smil frem på læben, og så skader det heller ikke, at filmens ucensurerede natur endnu engang skaber grundlaget for en lang række opfindsomme situationer, der kan få selv en så stivnakket anmelder som mig til at grine højlydt.
Ryan Reynolds er endnu engang primus motor, og de nye ansigter i form af Cable og Domino passer fint ind i gruppedynamikken, som er i centrum gennem hele filmen.
Når det så er sagt, så ved jeg dog ærligt talt ikke om filmen har en holdbarhed, der gør den værd at se mere end en enkelt gang. For selvom den er sjov, så føles hele oplevelsen som tomme kalorier. Det er en sjov rutsjebanetur, men historien og særligt det hjerte filmen så inderligt gerne vil have klinger hult.
En overdrevet sentimental historie
Uden at afsløre for meget, hvis man er fan af det narrative i filmen, så er temaet denne gang, familie. Det er ikke nogen joke, det er virkelig drivkraften i alle aspekter af historien, og selvom det er en meget tidstypisk kliché, så bliver der hele ikke gjort mere grin med banaliteten i temaet end, at vi flere gange pludseligt befinder os i underligt sentimentale scener. Den emotionelle del af filmen fungerer med andre ord aldrig rigtig, og derfor føles filmen også i sidste ende blottet for indhold, selvom jeg trods alt græd af grin en enkelt gang undervejs.
Deadpool 2, er en værdig efterfølger til den meget succesfulde etter. Humoren, jokes og vinkende til kameraet føles naturligt i forlængelse af det tidligere forlæg, og er man allerede fan bliver man på ingen måde skuffet over, hvad de disker op med i denne omgang. Ryan Reynolds cementerer for alvor hans ejerskab af titelkarakteren, og bliver filmen endnu et hit, så er der ingen tvivl om, at vi kommer til at se meget mere til ham som den rapkæftede antihelt. Josh Brolin gør sit arbejde som straight-manden fra fremtiden, Cable, der er en fin modpol til den altid snakkende Deadpool. Desværre så tager Cable også alle de narrative problemer med sig. Brolins karakter er så gravalvorlig, at den eneste måde han kan eksistere bare en lille smule troværdigt på, er ved også at gøre historien mere alvor. Det er plottet så blevet, og derfor forsøger filmen også at have et hjerte, som den på ingen måde gør sig selv fortjent til.
Disse mangler er dog uden betydning, hvis du er fan af karakteren. Du får nemlig mere af det samme, og det er jo egentlig godt nok, selvom noget af det unikke fra den første gang unægtelig er blevet udvandet.
