En solid efterfølger, der dog ikke helt kan leve op til den første

I De Utrolige 2 følger vi nok en gang superheltefamilien Parr. Selvom der er gået 14 år siden den første De Utrolige, i vores verden, så forsætter vi alligevel præcis hvor den forrige slap. En ny skurk ser dagens lys, og selvom familien gør deres bedste, resulterer det stadig i store ødelæggelser. Det gør ikke ligefrem superhelte mere populære, for de er trods alt stadig ulovlige, men det vil en rigmand ved navn Winston ændre på.

Efter en komisk scene, hvor Winston viser en ”cost-benefit” analyse hans firma har udarbejdet, beslutter de, at Elastipigen er den helt rette til at genskabe superheltenes positive image. Og med et er kønsrollerne byttet om, så den store heltegerning for Hr. Utrolig ikke er at fange en mystisk superskurk, men i stedet at være hjemmegående far til en energisk dreng, emotionel teenagepige og et spædbarn, der lige har fået sine første superkræfter.

Flot og medrivende
Hvis der er noget Brad Bird forstår at gøre i alle hans animationsfilm, lige fra Drengen og jernkæmpen, Ratatouille og selvfølgelig den første De Utrolige, så er det at have et ordentligt flow i sin historie, så de følelsesmæssige højdepunkter rammer plet. Uanset om historien omhandler et omvandrende atomvåben, en kernefamilie eller en rotte med fine gastronomiske fornemmelser, så keder man sig aldrig på noget som helst tidspunkt og ikke nok med det, så kører fortællemaskine derudad i et raskt tempo, der er som skræddersyet til hele familien. Det er en umanerlig svær balancegang, og endnu engang så lykkedes det for ham, at holde ens fokus i to timer i en genre, der ikke ligefrem er kendt for at værdsætte sit publikums koncentrationsevne.

Alt er dog ikke enestående, for hvis vi kigger et spadestik dybere, så går det hurtigt op for en, at historien er lidt på den tynde side. Uden at bevæge mig helt over i spoiler-territorie, er flere af plotpunkterne gengangere fra den første – bare med omvendt fortegn, og skurkens motivation er en tynd efterligning af Syndroms, bare uden den samme pondus. For slet ikke at tale om den onde plan, som mere eksisterer for at familien kan få genopfrisket de samme læresætninger, end for at have nogen intellektuel gennemslagskraft.

Mere visuelt hurlumhej end episk opfindsomhed
Det er en sjov idé at udfordre den lykkelige slutning fra etteren, ved at udforske, hvad der egentlig ville ske efter superheltenes genkomst, men det træder hurtigt i baggrunden til fordel for spektaklet. Spektaklet er virkelig flot, og særligt alle scenerne med babyen Jack-Jack er nogle af de få, som de fleste nok vil huske et par dage efter. Når det så er sagt, så er der ikke nogen enestående og inderligt mindeværdige sekvenser, som eksempelvis Dashs jagtsekvens, eller Hr. Utroligs møde med Omnidroiden fra den første.

De Utrolige 2, er nok engang en ganske solid, underholdende og velanimeret film fra Disney Pixar. Jeg kan ikke sætte en finger på det tekniske håndværk, for Pixars animationsfilm bliver bare flottere og mere overdådige år for år, og de danske stemmer er heller ikke så ringe endda. Nu er det dog Pixar, som står bag filmen, så jeg vil alligevel gerne tillade mig at forvente lidt mere. Filmen er dog kun skuffende, fordi resten af animationsstudiets bagkatalog er så imponerende – og den første film er en af de allerbedste studiet nogensinde har produceret.

Til trods for alt dette, så må jeg også erkende, at med henblik på de andre animationsfilm, som bliver smidt i biografen for tiden, så er De Utrolige 2 årets bedste animationsfilm, selvom den ikke efterlader et vedvarende indtryk på samme måde som etteren.