De skygger vi arver

I den nye dokumentar De skygger vi arver, som snart får tv-premiere på DR2, følger vi filminstruktøren Susanne Kovacs, der tager os med på hendes dannelsesrejsen gennem sin families historie. For selvom hun er pæredansk, men med en tysk mor og en dansk jødisk far, der ikke selv var en del af 2. Verdenskrig, har krigen unægtelig kastet mørke skygger over ikke bare forældrenes liv, men også hendes eget.

På hendes far side, er farmor og farfar holocaust overlevere, der har siddet i Kz-lejr, mens bedsteforældrene på moderens side, har været en del af den tyske krigsmaskine. Og som en meget intim påmindelse om, at forsoningen aldrig fandt sted i det tyske samfund efterfølgende, er det heller aldrig lykkedes for familien Kovacs at finde sammen. Midt i alt dette er Susanne, hvis jødiske bedsteforældre aldrig har taget hende til sig, fordi hun er blevet opfattet som et barn af fjenden.

Helt tæt på
Intimitet er kerneordet, for det er med håndholdt kamera og Susanne Kovacs selv som fortæller og guide, at vi bliver introduceret til hendes families betændte fortid, hvor efterdønningerne strækker sig over flere generationer, og endda har haft en indvirkning på hendes barndom, selvom det ikke var tydeligt den gang. Som et lille mikrokosmos over den uforsonlighed, der aldrig er blevet adresseret direkte, forsøger Susanne bl.a. at komme hendes aldrende farmor ved, selvom det er svært, når man er en påmindelse om den værste tid i hendes liv.

Filmen rummer derfor ikke overraskende, en række brutalt voyeuristiske scener, som da hun benhårdt udspørger sin far Peter Kovacs om, hvad der egentlig skete i hendes barndom, mens kameraet er placeret, så vi næsten ser konfrontationen med Susannes øjne. Dokumentaren har dog også en anden funktion, for den leder virkelig seeren til refleksion. For ved at vis, at dem, der har levet gennem Nazityskland, aldrig rigtig har fået bearbejdet, hvordan denne folkesygdom har formet deres liv, kan man næsten ikke lade være med at tænke, at alt det vi ikke længere taler om, mere er sat i dvale, end egentlig blevet udraderet.

Susanne Kovacs lykkes med, på meget genkendelig og menneskeligvis, at komme helt ind på sin egen families tabubelagte fortid, og ved at være så skinbarlig ærlig, skal man være virkelig apatisk, for ikke selv at finde stof til eftertanke i hendes families liv. Med højrenationalismen på en mærkværdig fremmarch over hele verden, så viser film som De skygger vi arver, at selvom et traume ikke længere er så markant til stede, så forsvinder det aldrig helt.