En på alle måder fabelagtig film

I De særlige følger to mænd på en helt særlig mission. Den middelaldrende jøde Bruno (Vincent Cassel) og den muslimske familiefar Malik (Reda Kateb), der driver en organisation, som hjælper de unge autister, som er så hårdt ramt, at ingen institutioner vil tage sig af dem. Det er ikke nemt, men de har hjertet på rette sted, og på humoristisk og menneskelig vis, forsøger de sammen med en række frivillige at skabe bedre rammer for disse udsatte unge.

Stærkt fundament
Allerede på manuskriptplanet, kan man se, at det er en fantastisk produktion. Alle fremstår og føles som rigtige menneske, på både godt og ondt, med alle deres skavanker. Det er ikke en film, som er blevet produceret for at tilfredsstille en skuespillers egotrip, men har derimod publikum for øje, og giver dem et indblik i livet for de allersvageste på samfundets bund, som de flest glædeligt lader som om ikke eksisterer.

Selvom filmen er inspireret af virkelige hændelser, som så mange andre film i dag uden for studiesystemet, bliver der ikke gået på kompromis med karakteriseringen af den grund. De to ledere Bruno og Malik bliver på ingen måde fremstillet som rendyrkede helgen, der aldrig gør noget forkert, tværtimod. De er også i stand til at træffe ringe valg, fra tid til anden. Det gør dem ikke til dårlige mennesker, men får dem til at fremstå ægte, i stedet for fokustestet rollemodeller, der skal prædike en bestemt moral.

En anden af filmens stærkeste pointer er, at det er de udsatte i samfundet, som her tager sig af folk, der slet ikke kan eksistere uden hjælp fra andre. De unge støttepædagoger kommer enten fra slum, dårlige hjem, eller er på godt dansk, ’nogle rødder’, som er så langt fra universitetets kalkulerende afhandlinger, som man overhovedet kan være. Alligevel forsøger de at hjælpe folk med svær autisme, og formår i den ombæring ikke bare at gøre livet tåleligt for andre, men også at overkomme deres egne brister.

Velproduceret, rørende og smuk
Det er dog ikke blot budskabet som er smukt, men filmen fungerer også som en gennemført produktion, der leverer varen ved at underholde og fange publikums opmærksomhed. Skuespillerne er helt fantastiske, hvad end det er Vincent Cassel, som den hårdtarbejdende Bruno, der giver afkald på sit eget liv for at hjælpe de unge med autisme, eller en debutant som Bryan Mialoundama, der lægger krop til den rodløse Dylan, så forstår ensemblet virkelig at vække manuskriptet til live, så man føler med og forstår personerne som rigtige mennesker.

Musikken er også intet mindre end fænomenal. Den tysk-schweiziske duo Grandbrothers står bag baggrundsmusikken, og ligesom resten af produktionen, underbygger soundtracket den enorme skrøbelighed filmen emmer af, samtidig med, at musikken er sin helt egen. Det er en smuk lydside, som jeg også finder bevægende, når jeg hører den for sig selv.

Jeg må virkelig sige, at de to instruktører Olivier Nakache og Eric Toledano, der stod bag den enormt succesfulde feel-good film De urørlige, virkelig har rykket sig som filmskabere. For med De særlige, har de skabt en dybt tragisk, rørende og sørgmodig fortælling, der er så meget mere end en feel-good film. Den er et fremragende portræt af hverdagens helte, der udfylder de huller, som majoritetssamfundet ikke har i sinde at lukke, og en helt igennem fantastisk film i alle tekniske aspekter. Manuskriptet er ganske enkelt fænomenalt i sin menneskelige forståelse og karakterisering, skinbarlig ærlig og ikke mindst dramatisk og rørende. Skuespillerne er eminente, og soundtracket er så kraftfuldt, at man bliver helt bevæget, selv hvis man lytter til det udenfor filmens kontekst.

Så for at gøre det helt kort, kan jeg ganske enkelt ikke anbefale filmen nok.
Gør dig selv en tjeneste og se den.