Et episk drama om et af Danmarks mørkeste kapitler

I De forbandede år, følger vi de velhavende familien Skov. Anført af patriarken Karl Skov, der er en succesfuld fabriksejer, ser livet lovende ud for den store familie, der tæller hele fem børn. Deres behagelige liv bliver dog sat under pres, da nazisternes besætter Danmark 9. april 1940. Med et bliver hele deres liv vendt på hovedet, og Karls fabrik går næsten i stå, da han ikke vil samarbejde med fjenden. Der går dog ikke længe før han må sande, ligesom så mange andre forretningsfolk i den periode, at han bliver nødt til at samarbejde med tyskerne, hvis han vil fastholde det gode liv. Spørgsmålet er dog, om det stadig er et godt liv?

En omfattende familie
Det er et rigtig storladent drama, hvor alt der næsten kan ske for rigmandsfamilien Skov, også kommer til at ske. Selvom der selvfølgelig bliver lagt stor vægt på det historiske drama og, hvad tyskerne gjorde mod Danmark under besættelsestiden, er det mere følelserne der er i højsædet. Det skyldes ikke mindst, at patriarken Karl Skov har hele fem børn, der alle reagerer på vidt forskellige måder, som følge af 2. verdenskrig.

Der er eksempelvis en af dem, som bliver en del af frihedskorpset, mens en anden forsøger at gøre modstand, og det skaber selvsagt visse gnidningsproblemer i den borgerlige familie. Derudover virker det som om, at det hele store mantra i ”børnenes” historier, har været krig & kærlighed. For ganske vidst er Danmark besat, og ondskaben korrumperer landet stille og roligt, men der er også masser af kærlighed i luften, med dertilhørende drama.

Alt dette er såmænd meget godt, for at skabe en stor biografoplevelse i mere end en forstand, ligesom rollebesætningen rummer over 40 karakterer med replikker, så Danmark virker større end én familie. Anders Refn skal også hav ros for at slippe af sted med det, for det er sjældent en film med så mange sideløbende fortællinger og karakterer ender med at stå klart.

Vil for meget
Til gengæld er denne klarhed også filmens største hæmsko. For selvom ambitionerne er store, forbliver karakteriseringen gennemgående flad. Man kan meget tidligt regne ud, hvilken retning menneskene omkring Karl Skov tager, og til trods for, at de store følelser bliver vægtet højt, kommer man aldrig rigtig ind på livet af nogen i familien Skov. Det tætteste vi kommer på et autentisk menneske, er Karl Skov, men det skyldes i høj grad, at Jesper Christensen tilfører ham en manglende selvbevidsthed, som gør hans udvikling troværdig.

De forbandede år, er et ganske habilt drama. Anders Refn slår større brød, end han bage, ved både at ville belyse en tabubelagt tidsperiode i dansk historie, men også samtidig vil forføre publikum med en lang række meget melodramatiske beretninger, hvor folk gentagende siger, at de ikke forstår hinanden. Filmens helhed er dog større end sine dele, så det er en bedre oplevelse, end jeg måske får det til at lyde. Om ikke andet, må jeg også tage hatten af for, hvor ambitiøs en produktion det er, også selvom der ikke er plads til så mange nuancer i sidste ende.