TIFF er en international filmfestival, og det betyder selvfølgelig, at dansk film også er repræsenteret. Danmarks repræsentant i fiktionskategorien er filmen Harpiks, hvor vi følger en familie, bestående af far, mor og datter, der bor i selvvalgt eksil ude i skoven. Denne virkelighed er det eneste datteren Liv kender til, men det er ikke altid lige let at holde den civiliserede verden ude.
I forbindelse med verdenspremieren på filmen, fik vi lov til at sætte os ned og tale med instruktør Daniel Borgman og skuespiller Vivelill Søgaard Holm, der spiller pigen Liv.
Historien er skrevet af Bo Hr. Hansen, efter roman af Ane Riel, og det var også historien, der først fik Daniel Borgman tilknyttet projektet.
Daniel Borgman (DB): ”Det var meget Peter Ålbæks baby, der spurgte om jeg og Katja [Adomeit] ville lavet det. Der var meget vi kunne relatere til. Familieproblemer, mentalsundhed, isolation, grotesk smukhed og frihed under fangenskab, var nogle af de ting, der virkelig resonerede med mig.”
Rollen som Liv stiller enormt store krav til den unge skuespillerinde, ikke bare fordi hun er filmens POV-karakter, men også fordi det er en meget fysisk rolle. Det var dog ikke noget problem for Vivelill Søgaard Holm.
Vivelill Søgaard Holm (VH): ”Det var sjovt, men også hårdt, fordi man fik mudder i ansigtet, hver eneste dag. Men det var sjovt at spille en lidt anden rolle, end et menneske i byen. Så jeg synes den passede meget godt.
De intense scener var meget deprimerende. Man var næsten helt ked af det. For det var svært at være automatisk ked af det, fordi jeg ikke er professionel. Da jeg skulle lave sjove scener, var det sjovt, og når jeg skulle være ked af det, var det svært at slippe det mellem scenerne.”
Det er ikke bare rollen som Liv, der har været krævende, for Harpiks er nemlig optaget med rigtig film. Helt besværligt er det dog ikke at bruge film, hvis man spørger instruktøren selv.
DB: ”Nej det er det ikke. Det er bare, at alle tror, det er besværligt, men det er det virkelig ikke. Der var det ved det, at naturen er så organisk, og det at optage på film, føles også organisk, biologisk, kemisk på en måde. En anden fordel er også, at med rigtig film kan man optage i vinkler, som det ikke altid er muligt med, med digitale kameraer og det giver en vis stilfrihed. Det gjorde det lette at skifte mellem optagelser i skoven og dem i byen.
Det er svært at få lov til [at optage med film]. Vi brugte anamorfisk 16mm. På den måde fik vi et 32mm udseende, men til en fjerdedel af prisen. Det var en besværlig researchproces, men det gjorde det nærmere at acceptere for producerne. Det er faktisk den første danske film, der er filmet med denne teknik.”
Det var en kamp at finde den rigtige Liv, og Vivelill kan faktisk takke sin danseskole for, at hun fik rollen.
VH: ”Jeg var på en danseskole, og en dag kom der en caster forbi skolen for at lede efter potentielle emner. Hun så mig, og dagen efter fik jeg et kort med et telefonnummer, som jeg så ringede til. Senere fik jeg besked på at sende nogle optagelser, hvor jeg gjorde forskellige ting, bl.a. brøle som en tiger og en dansevideo.”
DB: ”Vi ville gerne se, om det var en person, der kunne bruge sin fantasi, og da det også var en fysisk krævende rolle, var det også et plus, at hun kom med en dansebaggrund. På den måde kunne hun være denne halvt barn halvt dyr-skabning. Hun var helt skør og det fungerede virkelig godt.”
Efter filmens verdenspremiere i Toronto, står det dog ikke helt klart, hvad fremtiden bringer for dem begge.
VH: ”Ja, jeg har fået nogle tilbud, men havde ikke lyst til at lave noget lige efter denne film. For mig var det mere oplevelsen ved at lave denne film.”
DB: ”Vi har nok begge været mere optaget af processen ved at lave filmen og oplevelsen. Og måske skal Vivelill også lige samle op på sin skolegang. Det fede ved at leve i denne tid er, at man som kreativt menneske ikke behøver kun at lave en slags ting. Så vidt jeg ved, får hun også voldsomt travlt med dansen resten af året. Og jeg vil bare fortsætte med at lave mine film.”
Harpiks får danmarkspremiere 25. december.
