En livsfortælling, der er værd at opleve

Det er et epos i den mest klassiske forstand, hvor historien om to skæbner rækker langt udover deres respektive liv og dette specifikke venskab. Vi starter med at møde bydrengen Pietro, da han blot er et barn. Han er ikke meget for at begive sig udenfor de byvante rammer, men da hans forældre lejer et sommerhus, møder han den jævnaldrende Bruno, der er opvokset i bjergegnen, og det bliver startet på et venskab, der kommer til at binde dem sammen resten af deres liv.

Udgangspunktet er som sagt ganske genkendeligt, og det er også filmens største styrke. Man ved præcis, hvilken film man har i vente, og der bliver aldrig gjort noget for at vildlede publikum med alverdens metarefleksive kneb, som ellers er blevet så normaliseret i en post-digital medievirkelighed, hvor langt de fleste biografgængere besidder en enorm viden om, hvordan filmmediet er konstrueret. I stedet hviler ægteparret Charlotte Vandermeersch og Felix Van Groeningen, der har både skrevet og instrueret sammen, i sig selv, og tør fortælle denne historie om et venskab for livet, fuldstændig hudløst ærligt og til tider temmelig sentimentalt.

Eminent filmhåndværk
Selvom historien bliver fortalt fra Pietros perspektiv, der er vores guide til den store eksistentielle rejse, bidrager Alessandro Borghi i rollen som den voksne Bruno, alligevel med den mest bemærkelsesværdige præstation. Det er ikke lang tid siden, at han senest kunne ses i de danske biografer, som den pjuskede nørd Marco i Kærlighedens superhelte, men i rollen som Bruno, er han som en helt anden person. Han ikke bare spiller, men er som transformeret i rollen, og man virkelig tror på, alt hvad han gør.

De 8 bjerge er en af den slags eftertænksomme, men også episke film, som er blevet meget sjældne i dag, selvom det er lige netop i biografen, at fortællinger som denne hører hjemme. Så meget bliver sagt mellem linjerne i forholdet mellem Pietro og Bruno, og med de flotte panoramiske landskabsbilleder, er det en fornøjelse at følge dem, mens de forsøger at finde deres mening med tilværelsen. Det eneste, der holder filmen tilbage, er, at den passer lidt for godt, som hånd i handske, ind i en genre, der har været synonym med filmmediet, siden det blev allemandseje. Nytænkende og revolutionerende er det ikke, men det er ”blot” gedigent og eminent filmhåndværk, der fortjener at blive set på det store lærred.