Gary Oldman stråler i teaterlignende film

I Darkest Hour, følger vi den første måned af Winston Churchill som premierminister. Han bliver indsat lige midt i 2. verdenskrig, hvor det så allermest stor ud for de allierede, da hele den britiske hær, bestående af 300.000 tropper, kort efter blev skubbet tilbage på stranden i Dunkerque. Det er noget af en voldsom situation at stå i, men for at det ikke engang skal være løgn, så skal Churchill også samtidig kæmpe med hans eget krigskabinet – og Kongen – der på ingen måde har tillid til hans dømmekraft.

Det politiske spil
Selvom min største frygt inden jeg så filmen var, at Gary Oldman ville blive begravet bag hans ”fat-suit” og intensive makeup, så er han uden tvivl det største lyspunkt i filmen. Han fremstår på mange måder som Winston Churchill, og selvom der er problemer med den historiske troværdighed i historien undervejs, så står Oldman ikke til last for nogen af problemerne. Churchill var på alle måder en selvmodsigende skikkelse. En mand, der var usund, traf fatale politiske valg tidligere i karrieren, og som ikke var den mest vellidte person i hverken hans parti eller befolkningen, men som alligevel da det virkelig gjaldt, havde ordet i sin magt, fik samlet nationen og træf de afgørende valg, der reddede England ud af 2. Verdenskrig. Han var virkelig noget særligt, og det er genialt at følge de første fire og meget kaotiske uger af hans embedsperiode, hvor hele den britiske hær var fanget i Dunkerque.

Desværre så er resten af filmen ikke nær så eminent som Oldman. Uanset, hvor mange vidvinkelobjektiver, traveling shots, intense close-ups, for slet ikke at tale om den bombastiske lydside, der torpederer afsted på lærred, så ændrer det ikke på, at man er underligt distanceret fra handlingen på samme måde som man ville være på teatret. Filmmediets evne til at have hårdtslående scener, og kreative sekvenser, der ikke udelukkende består af to mennesker, der diskuterer med hinanden, er fuldstændig fraværende her. Selvom krigen kører derudad i baggrunden, så består alle dramatiske højdepunkter af taler – helt bogstaveligt talt. Det er folk, der sidder i dystre lokaler, eller talerstolen i folketinget, som ikke engang debatterer, men forsøger at overbevise hinanden gennem monologer. Virkeligheden kan godt have set sådan ud, men det gør ikke begivenhederne synderlig medrivende på film.

Når alt kommer til alt, så er Darkest Hour, en solid krigsfilm med Churchill i centrum. Fokusset er udelukkende på det politiske spil, hvilket kan fremstå en smule skuffende for nogen, inklusiv mig selv, men man kan ikke klandre filmen for at have et perspektiv og være tro mod det. Man får virkelig indtrykket af, at politikerne er mere pampere end krigsgeneraler, hvilket nok også er meget sandt. Oldman er en fornøjelse at se, og filmen er klippet meget dramatisk sammen, men den store dybde udebliver desværre.