Et dystopisk mesterværk

I Danmark Sønner ligner det ganske land det som vi kender. Landet er generelt fredeligt, men den politiske debat er alligevel domineret af et xenofobisk syn på folk fra Mellemøsten. Den store forandring er dog, at efter et terrorangreb fandt sted i Danmark, er der i den nært forestående fremtid opstået et nyt parti, National Bevægelsen, anført af Martin Nordahl (Rasmus Bjerg), der for alvor har strammet den fremmedfjendske retorik yderligere. Denne radikalisering spreder sig som ringe, og det er her vi møder den unge Zakaria, der mærker fremmedhadet på egen krop, og overvejer at tage en drastisk beslutning, alt imens den voksne og mystiske Ali agerer mentor for ham.

Det lyder måske ikke som nogen stor film, og den har heller ikke noget stort budget, men er du gal, hvor er historien effektivt fortalt. Følelsen af paranoia som Zakaria følger, når han ser tv og møder verden omkring så er vildt barsk, og følelsen bliver kun stærkere og stærkere efterhånden som filmen skrider frem. Det er virkelig en hård film at sidde og se, og hver eneste handling er så mesterligt filmet, at jeg til sidst sad lammet i stolen, mens mit hjerte galopperede derudaf. Filmisk er produktionen gennemført, for lyden, billedet, historien og skuespillet går alt sammen op i en højere enhed.

Fremragende skuespil
For selv enkelte scener, som da Nordahl besøger Natholdet, der er lidt mere afdæmpede og humoristiske end resten af filmens tone, fungerer rigtig godt som oplæg til debat om, hvordan medierne portrætterer disse skikkelser i vores samfund, hvis hovedbudskab er had og splittelse.

Skuespillerne er også over hele linjen fænomenale.  Mohammed Ismail Mohammed er rigtig god som Zakaria, og selv Rasmus Bjerg, som jeg personligt har svært ved at tage alvorligt i andre dramaer, portrætterer Nordahl knivskarpt, så man fuldstændig forstår, hvorfor han agerer som han gør. Det er dog Zaki Youssef, som Ali, der leverer filmens helst store præstation. Ali er en mand af få ord, men Youssef behøver ikke mere end sit blik, for at udlægge hele hans følelsesliv, og det er særligt i sidste halvdel af filmen, at han virkelig folder sig ud.

Med meget få ressourcer er det lykkes for instruktør og forfatter Ulaa Salim, at lave en helt igennem fantastisk dystopi over det danske samfund. Den er hjerteskærende, barsk og efterlod i hvert fald mig en helt del mere paranoid efterfølgende. Hvis jeg skulle komme med nogen konkret kritik, er det, at filmen først virkelig blomster halvvejs, men den rolige indledning indtil da, er afgørende for, at filmen fungerer i sidste ende.

Jeg kan kun anbefale Danmarks sønner, for det er endelig en dansk film, som sætter skub i tankerne uden at være for selvsmagende og prætentiøs, og så leverer den ovenikøbet et bund solidt filmisk drama, der nok skal få pulsen til at stige hos publikum.