En barsk, men nødvendig fortælling
Det er en voldsom historie, som filmen Dalva hiver fat i. Efter en meget isoleret opvækst, hvor hun har rejst væk med sin far, der forsøger at stikke af fra myndighederne, møder vi den nu 12-årige Dalva, lige da hendes far bliver arresteret og anklaget for voldtægt og incest. Mens faren bliver ført bort, transporteres Dalva til et bosted for andre børn, der har fået frataget deres barndom, og spørgsmålet er nu, om det overhovedet er muligt for hende at blive barn igen.
Nøgleordet i den her fortælling er intimitet. Det har helt klart har været den bærende kraft i alt lige fra historien, skuespillet, karaktererne, og mest iøjnefaldende billedbeskæringen. I modsætning til de fleste film, der er i bredformat, så bliver denne præsenteret i det kvadratiske 4:3 billedformat, og det har været det helt rigtige valg. Den store fordel ved bredformatet er, at det giver mulighed for at vise store panoramiske landskabsbilleder, der også normalt er synonym med de store biograffilm. Men det her er ikke en bombastisk film. Det er en lille og personlig af slagsen, og med sådan en fortælling giver det meget mere mening at fastholde kameraet på det, der vigtigst – karaktererne. Man kommer virkelig tæt på personerne, og til tider dækker deres ansigter hele lærred, som om resten af verden ikke eksisterer i de øjeblikke.
Genskabe den tabte uskyld
Det er dog ikke kun cinematografien, der er gennemført, også skuespillet er intet mindre end fremragende. Dalvas forskruede forhold til kærlighed er hjerteskærende, og den unge Zelda Samson, portrætterer dette med den største autenticitet, som kun gør det endnu mere tragisk. På et tidspunkt siger Dalva ovenikøbet, med den største selvfølgelighed, at hvis man elsker nogen, så gør man det også fysisk. Med sådan et udgangspunkt sidder man hele vejen igennem og håber, at der stadig er håb for hende, så hun i det mindste kan få lidt af sin barndom tilbage.
Meget mere er der i virkeligheden ikke at skrive om filmen Dalva, og det er ikke nødvendigvis en dårlig ting. I en tid, hvor intimitet er fy-fy i biografen, og hvor alle store som små fortællinger, skal indordnes et kompliceret science-fiction koncept eller multivers, er der noget befriende ved at sætte sig ned i biografsædet og se film, der bare er en god film. Det er et barsk portræt af et barn, der har lidt det ultimative omsorgssvigt, men du bør gøre dig selv den tjeneste og gå ind og se filmen, fordi den rummer alt det, som filmmediet også kan, når det hele ikke er centreret om bombastiske effekter.
