En passioneret kærlighedshistorie fra Canada
Noget så sjældent som et canadisk drama er landet i de danske biografer, og hvilken et stilsikkert og passioneret et af slagsen.
Der er tale om Da Sophia mødte Sylvain, der følger den 40-årige filosofiprofessor Sophia, som lever det perfekte, afmålte liv. Hun har en ligeværdig, højtuddannet kæreste i Xavier, og de begge passer som hånd i handske i Montréals intellektuelle kredse. Stabiliteten bliver dog udfordret, da Sophia og Xavier køber et sommerhus, der skal renoveres. Opgaven tilfalder den fingerfærdige, altmuligmand Sylvain, og på trods af deres vidt forskellige baggrunde, er kemien ikke til at tage fejl af. Der går ikke længe, før de begynder deres intense affære, der også giver filmen anledning til at udforske teamtikker over kærlighed, klasseskel og ikke mindst personlige aspirationer.
Modsætninger mødes
De mange stridspunkter er til at få øje på, selvom der går overraskende længe, før karaktererne selv opdager dem. Hvad man som seer dog hurtigt lægger mærke til, er det bemærkelsesværdige kameraarbejde. Ofte bliver kameraet placeret udenfor huset, mens det langsomt zoomer ind, og det varme, kornede billede er også med til at understøtte den voyeuristiske oplevelse. De mange kærlighedsscener bærer også præg af en nærmest dyrisk passion, hvor al sindsforstand ryger ud ad vinduet. Med andre ord er naturalismen i centrum, og filmen fungerer da også bedst, gennem sit nærmest dokumentariske forhold til karaktererne.
Personerne er dog noget forvirret, og det afspejler sig også i handlingen, der er rodet, men også utvivlsomt målrettet i sit budskab. Den fysiske tiltrækningskraft kan nemlig ikke holde for evigt, og så bliver Sophia og Sylvain nødt til at forholde sig til, hvor forskellige de er som mennesker, og ikke mindst de vanskeligheder det medfører, når man kommer fra to modsatrettet miljøer.
Det er alt sammen meget spændende på papiret, men i samme åndedrag må man også erkende, at udførelsen efterlader en, en smule skuffet. For hvor historien starter iøjnefaldende og ambitiøs, i alt fra præsentationen til karakterudviklingerne, ender udforskningen af de tematiske spørgsmål med at være noget ordinær.
Derfor ender Da Sophia mødte Sylvain, lidt ligesom de to hovedpersoner, som en blandet oplevelse. Kemien er mærkbar mellem Magalie Lépine Blondeau og Pierre-Yves Cardinal i hovedrollerne, og filmhåndværkets 1970’er vibrationer, får en til at spærre øjnene op. Desværre varer det bare ikke ved. Konklusionerne er ganske enkelt for trivielle, så selvom kærlighedsrejsen er værd at begive sig ud på, efterlades man alligevel med længslen efter, hvad kunne have været. Hvilket i bund og grund også er meget rammende for historien om Sophia og Sylvain.
