Anden verdenskrig fra et barns perspektiv
Jeg skriver nok ikke noget banebrydende, når jeg vover at påstå, at de fleste mennesker nok kender historien om Anden Verdenskrig i dag, også selvom vi efterhånden er ved at nå et punkt, hvor der ikke længere er særlig mange overlevende tilbage fra den tid. En af grundene til, at den frygtelige periode af verdenshistorien stadig står så klar i de fleste menneskers erindringer er, at der gennem årene, og nærmest i et konstant tempo er blevet lavet film, der prøver at sætte lys på, hvordan forskellige menneskers liv blev påvirket. For uanset hvem man var, kunne man ikke slippe væk fra krigen.
Endnu en film til det voksende katalog, der forsøger at perspektivere Anden Verdenskrig, er den nye biograffilm, Da Hitler stjal den lyserøde kanin. I filmen følger vi en jødisk familie, med far, mor og to børn, som ikke overraskende får hele deres liv flået op fra rødderne, da Hitler kommer til magten. Og her mener jeg bogstaveligt talt, da Hitler kommer til magten. For historien starter nemlig i ugerne op til det skæbnesvangre valg, hvor Hitler fik magten gennem en mindretalsregering, og familien Kemper er allerede klar over, at det er utroligt dårligt for dem. Ikke bare fordi, de er jøder, men også fordi faren, er en kendt kritiker, som har luret, at han vil være en af de første, nazisterne vil komme efter, når de får magten. Det betyder, at familien bliver nødt til at flygte, og til at starte med ender de i Schweiz, men det siger næsten sig selv, at det ikke bliver deres sidste stop på rejsen.
En rodløs barndom
Der er ingen tvivl om, at det her er en vaskeægte tragedie. Filmen er inspireret af en selvbiografisk bog, af forfatteren Judith Kerr, og det kan ses. Det er en på alle måder meget troværdig fortælling, om en øvre middelklasse familie, der pludselig befinder sig i en uvant situation, hvor de fx må lade som om, de ikke er hjemme, og slukke lyset, så udlejeren holder op med at banke på døren og forlange en husleje, som de ikke kan betale.
Skal man være lidt grov, så har man set mange af disse rædsomme begivenheder som fx jødehadet og flygtningelivet før, netop fordi den her krig er blevet afdækket og fortalt på film, så mange gange før og på så mange forskellige måder gennem årene. Det særlige ved filmen her, og det, der gør den interessant er, at den primært bliver fortalt fra datteren Annas perspektiv, som på dette tidspunkt er mellem 9 og 10 år gammel.
For selvom man som seer godt ved, at de befinder sig i en horribel situation, som det er meget svært at komme ud af, så er det nogle andre ting, der ligger et barn på sinde. Fx om man nu har valgt det rigtige tøjdyr at tage med på sin rejse, når man kun må tage et med, eller stolt vil vise sine forældre, at man er blevet belønnet for sine skriveevner i skolen, alt imens man er uvidende om, hvor slemt det står til i familien. Det tilfører et andet perspektiv, end det man er vant til, og det forstærker på en måde også, de forfærdelige ting jøderne har været udsat for, når man ser det gennem et uskyldigt barns øjne.
Da Hitler stjal den lyserøde kanin, er en interessant film, om en forholdsvis almindelig jødisk familie under Anden Verdenskrig. Den er ikke revolutionerende, nytænkende og fortæller heller ikke noget, som ikke er blevet gjort i et utal af andre film, der har afdækket konsekvenserne og absurditeten af nazismen. Til gengæld er den utrolig autentisk, med nogle fremragende skuespillere, hvor især Anna bliver spillet til perfektion af den unge skuespiller Riva Krymalowski. Og fordi filmen på et helt grundlæggende niveau er vellavet, følger man håbefuldt familien Kemper, mens de flygter igennem Europa, i jagten på at finde et sted, hvor de igen kan slå rødderne ned og opbygge et liv, som de selv kan være herre over.
